Polens problemer med Hviderusland og naboskabspolitikken

Illustrationsfoto: MOs810

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Polen har i hele perioden siden 1989 haft problemerne med politikken over for nabolandene mod øst. I fredelige tider havde naboskabspolitikken ikke høj prioritet, men under den nye ”kolde krig” er den blevet altafgørende. 1990erne var fredelige forstået på den måde, at Rusland ikke udgjorde nogen sikkerhedsrisiko. Det skriver Pawel Kowal i en interessant analyse i det polske ugeskrift ”Polityka” (37.2020).

Vestens dominans og Ruslands svaghed bestemte den internationale dagsorden i 1990erne. Den største opgave for præsident Lech Walesa var at få de russiske styrker hurtigst ud af Polen. Efter årtusindeskiftet, under Vladimir Putin, blev russisk udenrigspolitik mere ”selvbevidst” (”assertive”). Frem for alt modsatte Putin sig NATOs fortsatte udvidelser mod øst. 

Lov og Retfærdighedspartiet har ikke været for begejstret for EU’s nabopolitik, der et godt stykke forbindes med den tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski, der i dag er medlem af Europaparlamentet for oppositionen. Men regeringerne i Warszawa har været tvunget til at opprioritere naboskabspolitikken, og det betød uundgåeligt konflikt med Rusland.

Aleksander Kwasniewski, Polens præsident fra 1995-2005, var aktiv som mægler og forhandler under Orangerevolutionen i Ukraine i 2004, præsident Lech Kaczynski støttede aktivt Georgien under krigen med Rusland i 2008, Donald Tusk fik som opgave at varetage polske interesser under Maidan oprøret i Ukraine i 2014, og præsident Duda og den polske regering står lige nu ansigt til ansigt med oprøret i Hviderusland.

Mateusz Morawiecki, regeringschefen, har forsøgt at få aktiveret EU og indkaldt et EU-topmøde om Hviderusland, men Polens muligheder i EU er begrænsede. Polens status i EU er yderligere svækket efter præsidentvalget. Et for stærkt polsk engagement kan kun skabe uro og vrede i Moskva.

Polens forhold til Ukraine er heller ikke godt, især på grund af uenigheder om bestemte historiske begivenheder. Forholdet mellem Polen og Rusland er som bekendt anspændt, mildt sagt. Et for stærkt polsk engagement i Hviderusland kan kort sagt skade mulighederne for at opnå en fredelig udgang på konflikten i Hviderusland. Derfor er opgaven at støtte oppositionen i Hviderusland blevet overladt til Litauen, der godt nok fører en anti-russisk politik, men set fra Kreml er langt mindre og derfor mindre kontroversielt som naboland til Hviderusland end Polen.

Nogle i Polen spørger, ”hvorfor Litauen og ikke os”, men det har som sagt sine indlysende årsager. Opbakningen til en aktivistisk naboskabspolitik er iflg. meningsmålingerne behersket i den polske befolkning, især på grund af frygt for regulær krig. Det har været svært for den polske regering at overbevise befolkningen om, at udviklingen i Hviderusland er et alvorligt sikkerhedspolitisk problem. 

Men Polen kan til gengæld danne model for en mulig fredelig udgang på konflikten i Hviderusland. Det skyldes det ikke-voldelige oprør i Polen i 1980, for 40 år siden. Det forløb fredeligt og førte til lovliggørelsen af Solidaritet. Solidaritet afholdt sig dengang helt bevidst fra at inddrage spørgsmålet om polsk medlemskab af Warszawapagten for at skabe en fredelig udgang og undgå det blodige scenarie, vi var vidner til i Ungarn i oktober-november 1956. Derfor blev talt om en ”selvbegrænsende revolution” i stil med ”fløjlsrevolutionen” i Tjekkoslovakiet 1989 og de rundbordsamtaler i Polen 1988-89, der førte til et ikke-voldeligt brud med det ”realsocialistiske” system.

Pawel Kowal henviser til den tyske politik i 1980erne, der på samme tid fastholdt de diplomatiske kontakter til Moskva og Warszawa og understøttede den demokratiske udvikling i Polen. Vigtigt, siger han, er ikke at behandle oppositionen i Hviderusland som blot et halehæng til Vesten, men som en selvstændig uafhængig partner. Altafgørende er ”soft power”, øge kontakten til det hviderussiske civilsamfund. Men kontakter og kanaler for kommunikation til regeringen i Minsk kan vi, ganske som i 1980erne, ikke undgå. Ellers vil det det ikke muligt at yde hviderusserne tilstrækkelig humanitær bistand. Som Polen i 1980erne er afskeden med diktaturet i Hviderusland kun et spørgsmål om tid. Som Polen har Hviderusland allerede fået sine revolutionære helte og heltinder. 

Share This