Polen og den autoritære trussel
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Er der en ”autoritær trussel” i Polen? Emnet er blevet meget diskuteret siden valget i Polen i 2015, hvor Lov og Retfærdighedspartiet vandt regeringsmagten og ser ud til at kunne fastholde den, hvis der var valg nu. Også de voldsomme manifestationer under demonstrationerne for nylig på uafhængighedsdagen har vakt opsigt, også internationalt.
Den autoritære trussel hører fortiden til, for den eksisterer allerede, siger professor i social psykologi Agnieszka Kublik i et interview til det polske dagblad ”Gazeta Wyborcza” (18.-19.11.2017). 15 pct. af de voksne polakker støtter iflg. meningsmålinger, at regeringen har ret til at kalde dem, der protesterer mod regeringens beslutninger forrædere og forbrydere, og 14 pct. støtter, at regeringen har ret til at udnævne egne folk til ledende poster i staten.
De tal er måske ikke i sig selv afskrækkende, der er dog tale om mindretal. Den autoritære tendens kommer tydeligere frem i målingerne, når der spørges mere generelt.
Målinger i slutningen af 2016 viste således, at 74 pct. tilslutter sig det synspunkt, at vigtigst ikke er at beskytte borgerrettigheder, men at fremme ret og orden i samfundet. 78 pct. støtter, at respekt for myndighederne er vigtigt, og at dette skal overføres til børnene, og 73 støtter, at vores land (Polen) har brug for et stærkt og bestemt lederskab, som kan vise os vejen frem.
De autoritære holdninger er ikke overraskende særlig stærke blandt ældre, lavt uddannede med små indkomster og bosiddende i de mindre byer. Ekstreme aggressive holdninger med støtte til et etpartisystem og brug af vold over for anderledes tænkende finder vi mest blandt de unge i alderen 18-35 år.