Polen har leveret gamle kampvogne til Ukraine og vil levere tyske Leopard‘er. Topmoderne nye kampvogne gemmer polakkerne til sig selv

Leopard_2A4 Foto: Texcoco

Analyse af Michael Skovgaard

Debat: Meget har været skrevet om årsagerne til de manglende kampvognleverancer fra tysk side, men hvorfor har Polen presset på for at levere Leopard-kampvogne uden tysk godkendelse? Og hvad er USA‘s egentlige interesse?

Først og fremmest har der hersket tvivl om, hvor mange af de tyske Leopard‘er, der var indsatsduelige. Den tyske hær har knap 289, hvoraf 183  formodes at være duelige (status oktober 2022). Hvad der reelt er sket siden da, er stadig uklart. Vi ved kun, at Tyskland har sagt ja til at levere 14 Leopard- 2 til Ukraine ved udgangen af marts. Det har den tyske forsvarsminister Boris Pistorius netop bekræftet. 

Til sammenligning havde Tyskland 2800 kampvogne omkring 1990 og før Murens fald. Siden da har Tyskland forsømt militæret både under kansler Schröder og Merkel – sidstnævnte præsterede en perlerække af elendige forsvarsministre, hvilket vi har beskrevet i andre artikler. Det endelige facit er således, at kansler Scholz reelt „arvede“ en tysk hær i uhørt elendig forfatning.  

Nu har Tyskland så sagt ja til at sende kampvogne, da USA også er gået med til at levere Abrams-kampvogne. USA havde hidtil nægtet med den begrundelse, at disse kampvogne er for komplicerede og en logistisk udfordring, da turbinen kun kan køre på flybenzin i stedet for diesel. Det passer dog ikke – turbinerne kan fungere med stort set alle former for brændstof. Det er tilfældet i andre lande, som har købt Abrams-kampvogne.

USA‘s interesse som våbenleverandør skal man også tage i betragtning. Flere medier spekulerer i, at USA ser en mulig åbning for leverancer af amerikanske kampvogne til Tyskland – eller at USA gerne vil have lidt styr på Europa eller konkurrere med tyske kampvognproducenter, hvis Tyskland bliver tvunget til at opgradere.

Polens rolle er på sin vis noget mere interessant. Landet har leveret en masse gamle T-72 kampvogne til Ukraine. Landet råder over 250 Leopard-kampvogne, som dog skal moderniseres. Landet har desuden indkøbt 366 brugte amerikanske Abrams-kampvogne. Alt tyder således på, at Polen meget gerne vil af med de tysk-producerede Leopard-kampvogne.

Hovedårsagen er formentlig, at Polen i slutningen af 2022 bestilte 1000 K2-kampvogne hos Huyndai i Sydkorea. Et led i aftalen var, at de delvis skulle bygges i Polen, og de første 120 styk er leveret. Huyndai har været inde i en længere udviklingsfase, hvor firmaet har analyseret svagheder ved de gamle Leopard-kampvogne og også skelet til russiske kampvognes svagheder. Desuden har det sydkoreanske firma været i stand til hurtigere levering i forhold til tyske producenter som Rheinmetall. Emnet har været udførligt dækket af det tyske ugemagasin „Stern“ og andre tyske medier.

Ifølge flere kilder satser Polen – og flere andre lande som Finland og de baltiske lande – på de sydkoreanske kampvogne og militært grej fremover, da man i så fald ikke er bundet af klausuler mht. hvordan de skal bruges og hvor. Dermed kan man i fremtiden undgå tilfælde som den nuværende strid, hvor Tyskland skulle godkende, at Leopard‘er blev sendt til Ukraine.  

Facit er, at Polen snart vil råde over 1500 topmoderne kampvogne – dvs. både amerikanske Abrams og de nye K2. Og Polen har som erklæret mål at blive Europas førende militære stormagt. Landet er en frontlinjestat og vil givetvis hævde, at man vil beholde de nye kampvogne som forsvar mod en mulig russisk aggression – men omvendt har Polen haft ganske travlt med at skaffe sig af med forældet grej. 

Polens komende kampvognsstyrke skal ses i forhold til det samlede antal Leopard-kampvogne i de europæiske lande. Status er godt 2000 styk, og det er uvist, hvor mange der reelt er kampklare.

Før krigen i Ukraine rådede Rusland over 3000 kampvogne i duelig stand samt en reserve, hvor der ikke foreligger nøjagtige oplysninger.  

Så ret beset kunne Polen blive en „game changer“ mht. krigen i Ukraine. Landet har og vil få de nødvendige kampvogne til at matche Ruslands arsenal. Logistisk set ville det heller ikke være et problem, da de blot skal trilles over grænsen til Ukraine, og det vil være muligt at vedligeholde dem og yde støtte på anden måde – i modsætning til de nye amerikanske Abrams-kampvogne, som skal leveres fra USA, eller andre Leopard-kampvogne, som skal sendes fra diverse lande i Europa.

Ukraine har bedt om 300 kampvogne, hvis landet skal lancere en modoffensiv i løbet af foråret. Spørgsmålet er så, hvem der skal levere dem. Nogle få tilsagn fra Tyskland og andre lande om mindre leverancer er næppe løsningen. Polen kunne være den afgørende faktor her, så lad os fremover rette blikket mod landet og undersøge landets reelle motiver. Hvis Polen vil være en militær stormagt, må landet også som NATO-medlem levere varer i stedet for at køre et fordækt sololøb.    

Share This