Polakker kræver forbud af Halloween! Passer det? Nej, det gør det ikke

Illustrationsfoto: Wikimedia

Af Michael Hardenfelt

Debat: Jeg bemærker, at mange danskere pludselig er begyndt at beskæftige sig med et forslag om at forbyde afholdelsen af halloween i Polen. 

Der er taler om en borgerbegæring, altså en enkelt borger, som har sendt sine gyldne tanker til parlamentet med anmodning om at gøre dem til lov, og altså IKKE et borgerforslag, som kræver 100.000 underskrifter. Regeringspartiet har lovet, at alle borgerforslag bliver realitetsbehandlet i parlamentsudvalg, hvilket giver mulighed for at mange småtossede grupper kan gå ud på gader og samle underskrifter, sådan at de for en kort periode henleder opmærksomheden på sig selv og deres bagland eller ideer. Men dette er altså IKKE et borgerforslag.

Offentlige organer skal i henhold til en lov fra 2014 realitetsbehandle borgerbegæringer som denne her om forbud mod afholdelse af Halloween. Det inkluderer parlamentet. Parlamentsformanden kan afvise en sådan begæring, men KUN når den ikke overholder formalia for begæringer. Ellers skal den altså behandles. Sejmen har derfor dannet et særligt udvalg til behandling af borgerbegæring. Den har indtil nu behandlet 740 sager, hvoraf nogle er særdeles underlige og hurtigt bliver afvist.
Det omtalte forslag forbyder folk at klæde sig ud som hekse og lignende den 31. oktober samt et par andre idiotiske småting som samme dag at banke på døre for at samle penge ind. Det er så tåbeligt, at jeg ikke gider spilde min tid på at oversætte det til dansk. 

Forslaget bliver IKKE vedtaget af parlamentet, hverken i sin nuværende eller i ændret form. Under ingen omstændigheder. Det ved enhver med et minimalt kendskab til polsk politik og lovgivningsproces. 

Man kan vælge at opfatte det som en vittighed. Det gør jeg personligt. Der er mange skøre mennesker i verden, og hvis vi skulle tage dem alle sammen alvorligt, ville vi få meget at lave. Det er måske også voldsomt at forlange, at parlamentet skal behandle enhver borgerbegæring, men det vil altså blive afvist hurtigt og uden at blive taget alvorligt. Og på en måde er det da meget sympatisk, at man vil lytte til borgerne. Hvis nogen har hidset sig op over forslaget, så dæmp ned igen. 

Man kan også vælge at se forslaget som en almen opfordring til debat om afholdelsen af halloween, som jo egentlig ikke har rod i europæiske traditioner. Mange fromme katolikker anser festen som hedensk og i strid med den katolske lære, og det skal de have ret til at synes. Ligesom jeg og nogle af mine bekendte ofte diskuterer, hvorfor vi skal tvinges til at deltage i juletamtam og påskefejringer. Det er vores ret at diskutere det, ligesom andre har lov til at diskutere halloween (som jeg i parentes bemærket også personligt synes er noget pjat).

Share This