PiS mobiliserer op til lokalvalgene

Fra et tidligere valg i Polen Foto: Ota Tiefenböck

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Der er lokalvalg i Polen sidst i oktober, og partierne er derfor i fuld gang med at mobilisere medlemmerne og kandidaterne. Lokalvalgene er de første i Polen siden parlamentsvalget og præsidentvalget i 2015 og er særlig vigtige, fordi der er valg til Europaparlamentet og parlamentsvalg næste år.

Forleden præsenterede Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) spidskandidaterne i de store byer. I dag har partiet præsidentposterne i ni af byerne over 100.000 indbyggere, i alt 80 borgmestre og 120 ”wojtow” (regionale ledere). For fire år siden nåede PiS’ spidskandidater anden runde af præsidentvalgene i 6 byer, men tabte. Målet er at sikre en bedre repræsentation denne gang.

Lov og Retfærdighedspartiet har indført særlige regler for, hvem der kan stille op. Eksempelvis må personer med høje indkomster i statslige virksomheder ikke kandidere, ligesom der er sat øvre grænse for de personlige indkomster, et maksimum på 17-18.000 zloty i indtægt om måneden. Men reglerne er genstand for fortolkning.

Spidskandidater til regioner (”wojtow”), borgmesterposter og præsidenter i de store byer er således undtaget. Der er også regler gående på, at kandidater der i løbet af de sidste år har forladt partiet eller er ekskluderet, ikke kan stille op.

Vi bryder os ikke om ”forrædere” i partiet, erklærede Jaroslaw Kaczynski på et partimøde for nylig. Den regel kan ramme de partier, som PiS er i valgforbund med, eksempelvis ”Solidarna Polska” (”Solidarisk Polen”) og især ”Porozumienie” (”Forståelse”) som er ledet af Jaroslaw Gowin.

Share This