Parlamentsvalg i Polen 15. oktober – Det polske valgsystem

Af Michael Hardenfelt

Polen: Den 15. oktober er der valg til det polske parlament, og i den forbindelse er det værd at gennemgå valgreglerne. Der skal vælges et Underhus (Sejmen) med 460 medlemmer og et Overhus (Senatet) med 100 medlemmer. Alle, som er fyldt 18 år har ret til at stemme. Sejmen er det sted, hvor lovene vedtages, det er her, regeringen skal godkendes, og det er i det hele taget det parlament, som kan betegnes som den lovgivende magt. Senatet kaldes ofte reflektionskammeret. Det kan afvise love, men Sejmen kan underkende dette med absolut flertal – altså at mindst 50,01% af de tilstedeværende stemmer for at forkaste Senatets beslutning.

Medlemmerne af Senatet vælges i enkeltmandskredse. Her er det den kandidat, som får flest stemmer, som vinder kredsen og mandatet. Oppositionen har her lavet en aftale om kun at opstille en kandidat i hver valgkreds, hvilket giver dem gode muligheder for at vinde flertallet i Senatet.

De 460 medlemmer af Sejmen vælges gennem et mere kompliceret system i valgkredse. Her skulle hver stemme i princippet være lige meget værd, men kredsene er ikke blevet tilpasset i årtier, så et mandat koster 70.000 stemmer i Warszawa, mens det kun koster 40.000 stemmer i tyndtbefolkede egne.

Spærregrænsen for valg til Sejmen er 5% for partier og 8% for koalitioner af partier. Samtidigt er stemmereglerne således udarbejdet, at de store partier får flere mandater og de små partier færre mandater i forhold til deres stemmetal. Med andre ord – det kan betale sig at have et stort parti. Det kan synes som underlige regler, men mange lande har forskellige ordninger, og det politiske system tilpasser sig normalt til disse, således at vælgernes ønsker bliver hørt. Her kan man se på det amerikanske præsidentvalg, hvor en præsident ofte er valgt med under 50% af stemmerne, eller det engelske system, hvor alle underhusets medlemmer vælges i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager det hele.

I den nuværende situation vil 3 partier i Polen måske ikke komme i Sejmen, måske vil de komme ind, men her få et meget begrænset antal mandater i forhold til deres stemmetal. Det vil sige, at selv om over halvdelen af de polske vælgere måske stemmer på andre partier end regeringspartiet og nationalisterne til højre for regeringspartiet, vil denne opposition ikke nødvendigvis vinde valget. Det er de to store partier – PiS og Borgerkoalitionen – som får fordelen af at de små partier får færre stemmer.

Som sagt kan det synes uretfærdigt, men systemet er lavet for at undgå kaos, som man for eksempel så i 1991, hvor 111 partier stillede op til valget og 29 blev repræsenteret i Sejmen. Man kan argumentere, at hvis oppositionspartierne (minus nationalisterne) havde et meget stærkt ønske om at vælte den nuværende regering, kunne de have sluttet sig sammen i en bred koalition. Det har man ikke ønsket, og det er nok et udtryk for, at holdningsforskellene rent faktisk er meget, meget store mellem de forskellige oppositionspartier. Og åbenbart i hvert fald større end ønsket om at slippe af med den nuværende regering.