Orban og Macron – EU‘s nye powerpar

Af Michael Skovgaard  

EU: Tidligere var de fjender, men spørgsmålet er, om to yderpunkter i europæisk politik er blevet „frenemies“ – både venner og fjender. Det skriver det britiske ugemagasin „The Spectator“. Flere tyske medier og „Bloomberg“ er inde på samme tema. Og to parlamentsvalg i 2022 kan blive meget afgørende for EU‘s og Europas fremtidige kurs.

Efter Brexit havde man formodet, at Tyskland og Frankrig ville indtage tronen som Europas to førende nationer. Men Merkel er nærmest landet på bagsædet i det europæiske politiske spil, og Tyskland skal til at redefinere sig selv efter Merkels 15 år ved magten. Macron har aldrig været tilfreds med at spille andenviolin i forhold til Merkel, og han har åbenbart fundet en ny makker i form af Ungarns premierminister Viktor Orban.

I oktober 2019 mødtes Macron og Orban i Paris til en to timer lang samtale, som begge parter skulle have fundet ganske inspirerende ifølge den tyske medieplatform „Deutsche Welle“. Macron skulle have udtalt, at Orbans diskurs er præget af en kulturel og civilisationsmæssig livskraft, og Ungarn er en stifinder i en tid, hvor Europa er præget af radikale forandringer. DW går så vidt som at kalde Macron og Orban de to nye intellektuelle impulsgivere i debatten om Europas fremtid.

Den verserende debat om mere eller mindre EU eller mere eller mindre nationalstat har fået nye facetter i form af den seneste udvikling. Ungarn og V4-landene presser på for at få de sidste Balkan-lande med i EU. Macron har dog torpederet de planer, så det i den forstand vil betyde mindre EU, hvilket har åbnet portene for mere russisk, kinesisk og tyrkisk indflydelse i Balkan-regionen. De overvejende EU-skeptiske V4-lande er for en udvidelse, da det på længere sigt kan flytte magtbalancen i EU væk fra Frankrig og i retning mod Centraleuropa med Tyskland som omdrejningspunkt.

„Disruption“ ligner et nøgleord for både Macron og Orban. De agerer på kryds og tværs i forhold til Tyskland, som ønsker at bevare et status quo-system, der fungerer og holder sammen på EU. Spørgsmålet er, om det stadig kan reddes.  

Macron og Orban har begge en lidt enevældig tilgang til magt. Vælgerne er undersåtter, og de gennemfører deres personlige projekter efter behag. Orban er blevet kritiseret for sin kontrol med domstolene. Så vidt er Macron ikke gået, men han har en snert af det.

For eksempel forsøgte han et gennemføre et dekret, som ville gøre det ulovligt at fotografere politivold. Begge lederes holdning til islam og indvandring udgør i princippet to modpoler, men det fælles endemål er dybest set det samme.  Orban tordner mod en muslimsk invasion og mener, at muslimer ikke hører hjemme i Europa. Macron er presset til at handle i forhold til islam, hvis han skal gøre sig håb at bevare magten, og han vil indføre en streng statslig regulering af religionen og dens udbredelse i Frankrig. Således har han bedt muslimske ledere anerkende et charter for republikkens værdier.

Macron og Orban er ikke politiske tvillinger, men Macron har åbenbart fornemmet, hvilken vej pendulet svinger i Europa siden 2017, hvor han blev hyldet som modstykket til Brexit og Trump. Begge gik i sin tid ind for europæisk føderalisme. Nok går Macron ind for et fælles europæisk budget og en fælles EU-finansminister – vel mest af alt for at få løst Frankrigs problemer med den stærkt stigende statsgæld, men det harmonerer ikke særligt godt med den franske præsidents tendens til mere protektionisme og beskyttelse af nationale interesser. Og Ungarn og de øvrige V4-lande er ikke meget for den model, da de ikke har lyst til at finansiere det franske underskuld og landets gunstige pensioner.

I EU fremstår Macron og Orban som fjender, men i virkeligheden ender de tit på den samme side. Begge mener, at der ikke er reelle fjender uden for Europas grænser, og begge er pragmatikere og vil optø forholdet til Rusland i form af en ny østpolitik. Valget af Biden giver næring til usikkerhed. Og med Trumps afgang har Orban mistet en vigtig allieret blandt verdens populistisk-nationalistisk orienterede ledere. Trumps manglende respekt for tidligere allierede i Europa gav næring til Macrons projekt med at svække USA‘s samarbejde med Europa. Nu hvor Trump er væk, vil han få problemer med at overbevise folk om meningen med at reducere Europas afhængighed af amerikansk teknologi og økonomi, da alt tyder på en tilbagevenden til tidligere tiders transatlantiske relationer.

Protektionisme og anti-amerikanisme er ikke noget nyt i Frankrig. Mere overraskende er det, at Orban er gået fra at være tilhænger af en totalt fri markedsøkonomi til den nuværence kurs med langt mere styring og regulering og udbredt statsstøtte til udenlandske investeringer i Ungarn.

Økonomisk set er Budapest og Paris ved at finde et fælles fodslag i form af krav om lempelser af EU-reglerne for statsstøtte. Den franske finansminister Bruno le Maire ønsker at få bilindustrien og medicinalindustrien hjem til Frankrig. Orbans styre fungerer nærmest oligark-agtigt ved at give kontrakter til firmaer med de rette politiske forbindelser, og fremmede investorer kan forvente en høj beskatning. Således er supermarkedskoncernerne Lidl og Tesco blevet truet med at blive smidt ud af Ungarn, hvis de ikke makker ret.

Valget i Tyskland i september i år kan give et fingerpeg om den kommende udvikling. Det er endnu ikke afgjort, hvem der bliver officiel kanslerkandidat for CSU/CDU. Med Laschet vil man søge en tilnærmelse mod Frankrig, mens Söder fra Bayern måske mere vil rette blikket mere mod samarbejdet med V4-landene.

De to kommende valg i Ungarn og Frankrig i 2022 kan få skelsættende betydning. Vinder oppositionen i Ungarn og gør en ende på æraen med Fidesz og Orban, hvordan vil Ungarns kurs så blive i forhold til den nuværende?

I Frankrig fører Marine Le Pen og „Rassemblement National“ i meningsmålingerne, og hvis Macron taber, tegner der sig nogle helt nye perspektiver for Frankrigs forhold til resten af Europa.

Samtidig har vi en politisk uafklaret situation i Italien, hvor Ungarn kan få en ny støtte i form af Salvini, som har kaldt Orban for et fikspunkt med hensyn til  Europas fremtidige udvikling. Hvis Le Pen vinder i Frankrig, og Orban beholder magten, vil det med al sandsynlighed styrke den fransk-ungarske akse. Og hvis Salvini kommer til magten i Italien, vil der tegne sig et helt nyt højrenationalistisk landkort i EU og Europa.