Ad

Om at forstå Viktor Orbán

Viktor Orbán Foto: European People’s Party

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Ungarn og Polen er i brede kredse i det ”gamle Europe” kaldt illiberale og autoritære lande, ja Ungarn under Orbán endda en ”mafiastat”. I den henseende følger den danske regering og de fleste danske debattører og kommentatorer trop. ”Deep freeze” scenariet, som forskere talte så meget om for 30 år siden, med det rige, kloge og korrekte gamle Europa over for det nye ”tilbagestående” Europa mod øst og vest, har vi stadig.

Fokus er især rettet mod Polen og Ungarn. Udviklingen i både Ungarn og Polen skal vurderes ud fra de to landes særlige geografiske og historiske kontekst. Det glemmer vi alt for ofte i det ”gamle Europa”. Miklos Czeszneky, britisk-ungarsk professor i politologi, kommer med flere interessante betragtninger i et interview til det polske ugeskrift ”Do Rzeczy” (16.2021).

I hvert fald forsøger han at nuancere billedet af den ellers så udskældte Viktor Orbán. Religion og forholdet til Rusland er af meget forskellig betydning for Viktor Orbán og Jaroslaw Kaczynski, fastslår han. Religion har slet ikke den samme betydning i Ungarn som i Polen. Kristendommen benyttes af Orbán primært som et middel til at modvirke multikulturalisme og immigration. Ruslands mere ”assertive” udenrigspolitik ser Orbán ikke som en direkte trussel rettet mod Ungarn. Det gør til gengæld Ukraines nationalistiske politik over for det ungarske mindretal. Orbán er ikke Ruslands marionet, fastslår Czesneky.

Orbán benytter primært forbindelsen til Moskva som en modvægt under konfrontationen med Kijev og Bruxelles. At kalde Orbán en diktator er at gå alt for langt. En diktator ville eksempelvis ikke acceptere, at det regerende parti taber magten i hovedstaden og i flere byer via frie valg, og at regeringen i visse sager underkendes af landets forfatningsdomstol. Taber Orbán valget i 2022 accepterer han givetvis nederlaget og trækker sig som regeringschef, ganske som det skete tilbage i 2002.

Der er, som i flere andre lande, problemer med korruption og Fidesz’ tætte forbindelser med bestemte oligarker. Men det er ikke påvist, at Orbán selv og hans familie har været rodet ind i illegale økonomiske handlinger. Trods alt er Ungarn en retsstat, men ikke perfekt. I forhold til milliardæren George Soros har vi at gøre med en hård og uforsonlig værdikamp, slet og ret. Vi oplever desværre ikke en demokratisk dialog, da de to kamphaner dæmoniserer hinanden og bidrager til at gøre ungarsk politik endnu mere polariseret. Soros’ liberale globalisme står skarpt over for Orbán’s satsning på nationalstaten og suverænitet.

Orbán har skabt sit eget medieimperium og favoriserer de regeringsvenlige medier, fx når det gælder reklamer, men styrkeforholdet mellem de regeringsvenlige og oppositionelle medier er ikke så ulige, som nogle påstår. I hvert fald har oppositionen deres aviser. Websider og radio- og TV kanaler. Orbán er ikke fejlfri. Han kan optræde dæmagogisk, lægge for stor vægt på politisk loyalitet og således underkende kompetence og faglig indsigt blandt sine nærmeste medarbejdere. Men ligefrem at kalde ham diktator i stil med Hvideruslands Lukasjenko er som sagt at gå for langt.