Nyvalg og regeringsskifte i Slovakiet hilses velkommen i Ungarn

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Slovakiet: At Eduard Heger’s regering for nylig blev mødt af et mistillidsvotum i parlamentet og at der er udsigt til valg i Slovakiet hilses velkommen i Ungarn. Forholdet mellem Orbán og Heger har ikke været godt, mildt sagt. Heger har stået i spidsen for en mindretalsregering siden september måned, hvor partiet Frihed og Solidaritet (SAS), ledet af Richard Sulik, forlod regeringen.

Robert Fico, leder af oppositionspartiet Smer-SD mener, at nyvalg er eneste udvej, ja en julegave til det slovakiske folk. Peter Pellegrini, leder af det andet store oppositionsparti ”Hlas” (”Stemme”) deler kravet om valg. Både Fico og Pellegrini ser mere positivt på et tæt samarbejde mellem de centraleuropæiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, også kaldt Visegrad-samarbejdet. Det passer Orbán fint.

Orbán ser gerne et tættere samarbejde mellem de fire centraleuropæiske lande. Som bekendt har han det ikke for godt med EU. Da Orbán for ikke så længe siden besøgte Slovakiet, holdt han ikke alene møder med regeringen, men til Hegers store vrede også med oppositionen, herunder med Robert Fico, Hegers ærkemodstander. Fico mener, at den nuværende regering i alt for høj grad er et halehæng til EU og USA økonomisk, også når det gælder krigen i Ukraine.

Kravet om nyvalg bakkes også op af Boris Kollor´s parti ”Sme Rodina”. Heger forsøger at regere videre bedst muligt. OLaNO, det største regeringsparti, er ikke meget for nyvalg, men kan blive tvunget til det. Leder af partiets parlamentsgruppe håber, at finansloven kommer på plads, sker det, er ”alt muligt”. Foreløbigt gælder det om at få vedtaget en finanslov for 2023. SAS, det tidligere regeringsparti, kan ikke støtte regeringens forslag til finanslov, der efter partiets mening fører til et alt for højt statsunderskud.

Heger meddelte dog onsdag, at parlamentet vil stemme om godkendelse af ​​en finanslov torsdag, bliver den vedtaget, vil finansminister Igor Matovič (OLaNO) forlade regeringen og Heger vil overtage rollen som finansminister. Finansloven kan ifølge slovakiske medier være en forhindring til hjælp til mennesker, der er ramt af stigende energipriser.

Alt tyder på, at en vedtagelse af finansloven vil være betinget af, at der samtidig hermed bliver udskrevet valg til afholdelse i maj eller juni 2023. Regeringens fremtid skal afgøres senest ved udgangen af januar 2023. Finansloven skal på plads hurtigt, gerne før jul.    

Share This