Ny krig mellem Aserbajdsjan og Armenien “meget sandsynlig”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Aserbajdsjan/Armenien: En ny krig mellem Aserbajdsjan og Armenien “meget sandsynlig”, erklærede Armeniens ministerpræsident Nikol Pashinyan for et par uger siden. Striden om området Nagorno-Karabakh har stået på i årtier, men fortsætter ufortrødent.

EU, USA og Rusland har på skift optrådt som mæglere. Striden mellem de to lande tog til, da Aserbajdsjan i juli indtil videre lukkede Lachin korridoren, den eneste vej, der forbinder Nagorno-Karabakh med Armenien. Lukningen har ført til en forværring af den humanitære situation i området. Der mangler både fødevarer, medicin og elektricitet. Situationen blev forværret efter udbruddet af krigen i Ukraine.

Både Aserbajdsjan og Armenien føler sig svigtet af Putin, der har skruet ned for den militære og økonomiske støtte til Armenien og opfordret Armenien til at anerkende Nagorno-Karabakh som en del af Aserbajdsjan.

I 2020 sendte Rusland fredsbevarende styrker til at overvåge Lachin korridoren. Armenien har tidligere ikke afvist forslaget om Nagorno-Karabakh som en del af Aserbajdsjan, men kun forudsat at passagen via Lachin korridoren sikres, og at der indføres “internationale mekanismer”, der garanterer armeniernes rettigheder i regionen.

På det sidste synes holdningen at være blevet skærpet. Armenien er Ruslands traditionelle allierede, men det kan være slut. Tyrkiet har traditionelt støttet Aserbajdsjan. Aserbajdsjan lægger stigende pres på Moskva, kritiserer den fortsatte russiske støtte” til Armenien og opprioriterer kontakterne til Vesten, senest på et møde 15. juli.

Share This