NBA-hold afviser, at russisk oligark er på vej ud
Den russiske oligark Mikhail Prokhorov har siden 2010 ejet NBA-holdet Brooklyn Nets, men på det seneste har amerikanske medier spekuleret i, hvorvidt han kan være på vej til at afgive kontrol over holdet og sælge sine aktier. Dette afvises dog nu af kilder tæt på holdet.
Af Toke Theilade
Siden Mikhail Prokhorov blev den enevældige ejer af NBA-holdet Brooklyn Nets har han ledt efter investorer, som vil købe en mindre andel af holdet. På det sidste har amerikanske medier, heriblandt The New York Post, dog spekuleret i, at russeren kunne være i gang med at sælge hele franchiset, da kinesiske investorer har været meldt interesserede. Dette skyldes især den 28-årige point guard Jeremy Lin, der er en af holdets absolutte stjerner og har kinesiske rødder.
Webmediet NetsDaily afviser dog nu disse rygter. De skriver i stedet, at Prokhorov stadig kun ønsker at sælge en mindre del af franchiset, men altså stadig forblive i kontrol med NBA-holdet. Dette baserer de på samtaler med folk tæt på både Nets såvel som NBA.
Brooklyn Nets var senest i play-off i 2015. I løbet af denne sommer har de blandt andet hentet førnævnte Jeremy Lin, der tidligere spillede i Charlotte Hornets.