NATO-topmødet bringer ikke Ukraine og Georgien tættere på alliancen

Jens Stoltenberg ved pressekonference i Warszawa Foto: NATO

Jens Stoltenberg ved pressekonference i Warszawa Foto: NATO

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Ukraine/Georgien: På NATO-topmødet tilbage i 2008 blev Ukraine og Georgien stillet et kommende NATO-medlemskab i udsigt, dog i uforpligtende form. Og otte år efter, på NATO-topmødet i Warszawa for nylig blev der heller ikke givet håndfaste løfter.

Måske derfor blev NATOs særlige møder med de to lande under topmødet ikke omtalt ret meget i medierne. Både Ukraines præsident Petro Porosjenko og Georgiens præsident Giorgi Margvelasjvili var til stede i Warszawa.

Margvelasjvili havde endda iflg. polske medier taget over 100 flasker ekstra god georgisk rødvin med på rejsen for at formilde værterne og NATO-landene. Lige lidt hjalp det. Georgien kom ikke nærmere på NATO-medlemskabet, selv om landet over årene har deltaget i adskillige NATO-operationer, hvor omkring 50 georgiere har mistet livet og mindst er 500 blev såret.

Beskeden fra NATO lød kort og godt: ”fortsæt med at gøre hjemmearbejdet”, så må vi se. Fra NATO-Georgien mødet forlød, at NATO forsat vil yde støtte til træning og skoling og styrkelse af den militære infrastruktur i Georgien, herunder luftforsvaret.

Der er valg i Georgien til oktober, og det kan føre til fremgang for pro-russiske partier. Det har iflg. polske medier skabt ”fortvivlelse” blandt pro-vestlige kræfter.

Porosjenko fik mere med hjem fra Warszawa, fx en særlig hjælpepakke, som skal bidrage til omstrukturering og styrkelse af den ukrainske hær og tilpasning af militært materiel til NATO-standarder.

Uofficielt lyder det, at amerikanerne opfordrede den ukrainske regering og præsidenten til at fremskynde planlagte reformer for decentralisering og lokalt selvstyre, også i de områder i øst, der er kontrolleret af separatisterne. Men den opfordring blev modtaget ”køligt” af Porosjenko, der i øvrigt havde den tidligere fængslede pilot Nadija Savtjenko med i sin delegation. Porosjenko kunne med tilfredshed notere sig, at de vestlige sanktioner mod Rusland bliver fastholdt i hvert fald frem til januar måned 2017.

Share This