Mr.East har fødselsdag: 6 år med gratis nyheder fra Øst

Illustrationsfoto: Jebulon

Af Ota Tiefenböck

Det er i dag 6 år siden, at Mr.East blev lanceret. En fødselsdag er normalt en glædelig begivenhed og hos Mr.East glæder vi os naturligvis også over den. I 6 lange år, i 2.190 dage, har vi forsynet det danske mediemarked med nyheder fra Øst- og Centraleuropa, Balkan, Kaukasus og Centralasien. Hver dag, dag efter dag og mere eller mindre uden at springe en eneste dag over. Det er d.d. blevet til 10.237 artikler. Antallet af vores læsere stiger konstant, men vi må også konstatere, at vi foreløbigt ikke har været i stand til at gøre Mr.East til økonomisk selvbærende projekt. Alt tyder på, at det ikke kan lade sig gøre i Danmark, hvor nogle får mediestøtte fra staten, mens andre skal klare sig uden.

Forestil dig et supermarked som får en statslig støtte og kan ansætte flere medarbejdere end andre supermarkeder. Forestil dig en biograf, som med en statslig støtte kan tage en billigere pris for at vise en film, som er blevet blåstemplet af myndighederne. Forestil dig en bilforhandler, som får en særlig statsstøtte for at sælge særligt udvalgte biler. Ville du betale overpris for at købe din havregryn, biografbillet eller din kommende bil hos en af konkurrenterne? 

Det er situationen på det danske mediemarked, hvor udvalgte medier får millioner i statsstøtte, mens andre får ingenting. I sådan en situation er det ikke blot svært at konkurrere med andre, det er også svært at skabe noget nyt. Noget der er anderledes og nytænkende.

Vi synes, naturligvis med alt beskedenhed, at vi skaber noget nyt. Det danske mediemarked og især udlandsdækning fungerer mere eller mindre på automatpilot, baseret på det danske nyhedsbureau Ritzaus udlandsdækning. Har du ofte undret dig over, at udenlandske nyheder mere eller mindre er helt ens i de fleste danske medier? Forklaringen er enkel, danske medier baserer deres udlandsdækning på det danske nyhedsbureau Ritzau, som henter hovedparten af sine udenlandske nyheder hos store internationale nyhedsbureauer, som Reuters AP eller AFP. Det betyder ikke blot, at det kun er ganske få mennesker, der bestemmer nyhedsstrømmen i hele Vesteuropa, men også at nyhederne og vinklen på dem, mere eller mindre bliver ens. Hos Mr.East går vi som regel udenom de store nyhedsbureauer og baserer vores dækning på nationale medier. Det vil med andre ord sige, at vi skriver om de problemstillinger, der optager befolkningerne i de europæiske lande, frem for hvad journalisterne på de store nyhedsbureauer skønner som interessant for vesteuropæere.

Det er denne trafik, vi forsøger at bryde. Vores stigende antal læsere, jeg kan afsløre, at Mr.East har omkring 7.000 unikke brugere, samt mediernes brug af vores stof, tyder på, at det sker med succes.

Mr.East er utvivlsomt en succes og et ganske enestående projekt på det danske mediemarked, hvor nye medier mere eller mindre kun opstår, hvis de får tildelt mediestøtte. Mr.East har forsøgt at søge mediestøtte i tre omgange, men har alle tre gange fået afslag. Det syv personers store medieråd, som står for tildeling af mediestøtte, har blandt andet vurderet, at Mr.East ikke er rettet mod dansk publikum. (?)

Mr.East vil ikke søge mediestøtte igen. Vi finder systemet, sådan som det fungerer i dag, hvor nogle får mediestøtte, mens andre bliver afvist, forkert og uretfærdigt samt dræbende for alt fornyelse og privat initiativ.

Det efterlader os dog i en sårbar situation, hvor der mere eller mindre er to muligheder tilbage. Den ene af dem er vores nuværende indstilling og fortsætte som hidtil med gratis idealistisk baseret arbejde. Den anden er at forsøge at omdanne Mr.East til abonnement-baseret tjeneste og ad denne vej forsøge at skabe os et eksistensgrundlag uden mediestøtte. Vi er godt klar over, at det er en vanskelig vej at gå, men vi kan på den anden side ikke blive ved på den nuværende måde.

Mr.East vil derfor i løbet af 2020 blive ændret til et abonnement baseret tjeneste med forskellige typer abonnement. Vi arbejder p.t. på sagen som vi vil lancere senere på året. Indtil videre fortsætter Mr.East som hidtil.

Vi efterlyser desuden private, som skulle have lyst til at investere i Mr.East. Naturligvis først og fremmest økonomiske midler, men også i form af gratis arbejdskraft. Hjælp os med at bevare Mr.East, så vi også kan mødes her til Mr.Easts 7 års fødselsdag.

Share This