Midtvejsstatus over Østeuropas vej mod klubfodboldens slutspil

Slavia Prag i sine karakteristiske rød-hvide trøjer Foto: Кирилл Венедиктов

Af sociolog Knud Larsen

Øst- og Centraleuropa: Med denne uges kampe i UEFA’s tre europæiske fodboldturneringer Champions LeagueEuropa League og den nytilkomne Europa Conference League er vi nu nået halvvejs gennem gruppespillene og der er dermed en god anledning til at gøre en foreløbig status over de i alt 24 østeuropæiske deltageres hidtidige præstationer. Generelt er det som forventet ikke gået specielt fantastisk for dem i de tre første spillerunder.

Ud af de 72 spillede kampe (heraf 7 indbyrdes) er 18 vundet, 13 spillet uafgjort og 42 tabt. De fleste af holdene har dog klaret sig nogenlunde hæderligt, men der er også enkelte som er faldet helt igennem og har lidt store nederlag. Til gengæld har Champions League-debuttanten FC Sheriff Tiraspol fra Moldova – eller mere præcist fra den såkaldt ”autonome region” Transnistrien – formået at overraske særdeles positivt med en sensationel sejr på udebane over mægtige Real Madrid.

Så selv om niveauforskellene mellem Europas absolutte tophold og alle de øvrige fodboldklubber gennem de senere år har vokset sig større og større, er bolden stadig rund og der indtræffer heldigvis – for topfodboldens tiltrækningskraft og charme – endnu af og til højst uventede resultater på grønsværen.

Champions League. Her deltager fire østeuropæiske hold, hvor overraskelsen – FC Sheriff Tiraspol – med meriterende sejre over såvel Shaktar Donetsk som Real Madrid har fået skrabet hele 6 point til sig og derfor pt. ligger på førstepladsen i gruppe D. Det gør de dog næppe når de resterende kampe er spillet, idet hverken Real Madrid eller Inter endnu engang lader sig overrumple når returkampene mod de moldoviske opkomlinge skal afvikles. De ender derfor sandsynligvis på gruppens 3.plads som giver adgang til playoff-kampe mod et af de næstbedste hold i Europa League om retten til at deltage i denne turnerings 1/8-dels finaler. Det samme gælder russiske Zenith som i gruppe H blot skal holde prügelknaben Malmö FF bag sig. Derimod tyder alt  på at de to ukrainske hold: Shaktar Donetsk og Dinamo Kiev ender sidst i deres respektive grupper og dermed ikke kommer videre fra gruppespillet.

I Europa League, hvor der befinder sig 8 hold fra Østeuropa, er det stadig ret åbent hvordan gruppespillene ender. Bedst chance for at vinde deres gruppe har Balkans traditionelle storhold: serbiske Røde Stjerne Beograd og måske også polske Legia Warszawa, der dog mere sandsynligt ender på andenpladsen. Det samme sker formentlig for tjekkiske Sparta Prag og kroatiske Dinamo Zagreb, som dermed får mulighed for at spille playoff-kampe med treerne fra Champions League om adgangen til Europa Leagues 1/8-dels finaler. Det ser derimod ud til at de to russiske storhold Spartak Moskva og Lokomotiv Moskva, samt bulgarske Ludogorets Razgrad og ungarnske Ferencvaros ender på sidstepladserne i deres grupper og dermed ikke går videre til turneringens knockout-fase.

Europa Conference League, med hele 12 østeuropæiske deltagere, er der formentlig ingen fra regionen som formår at vinde deres gruppe og dermed kvalificere sig direkte til 1/8-dels finalerne i foråret 2022. Men især serbiske Partizan Beograd har rigtig gode chancer for at ende på 2.pladsen og dermed mulighed for at spille to playoff-kampe med en af 3.erne fra Europa League om adgang til turneringens 1/8-dels finaler. Også tjekkiske Jablonec og Slavia Prag samt aserbajdsjanske Qarabag FK har stadig 2.pladsen i deres respektive grupper inden for rækkevidde.  Derimod må de resterende 8 østeuropæiske hold i turneringen nok indstille sig på at deres seks kampe i gruppespillene var hvad det kunne blive til i 2021/2022-sæsonen. 

Sammenfattende er det vel især førhen upåagtede FC Sheriffs 1-2 udesejr over Real Madrid på Santiago Bernabéu der vil blive husket, men også Sparta Prags 3-4 nederlag på hjemmebanen mod gæsterne fra Lyon i en fantastisk tempofyldt og fejende flot fodboldkamp kommer formentlig til at stå tilbage i annalerne som et af de sportslige højdepunkter i årets europæiske klubturneringer. 

Share This