Methamfetamin til en værdi af 300 mio. euro beslaglagt, tjekkerne er storforbrugere af stoffet

Illustrationsfoto: Spc. Tyler Meister

Af Michael Skovgaard

Slovakiet: Det slovakiske toldvæsen har beslaglagt 1,5 ton methamfetamin (crystal meth) fra Mexico til en værdig af mindst 300 mio. euro (2,25 mia. danske kroner). Narkoen var gemt i to metaltanke, som bruges til transport af væske. Målet var at få partiet ind i Slovakiet, hvorfra det skulle fordeles til resten af Europa. Det er den største mængde narko, som nogensinde er blevet beslaglagt i landets historie.

Toldvæsenet fokuserede på to metaltanke fra Mexico, som var kommet i land i Kroatien for derefter at blive clearet i Slovakiet. Årsagen til inspektionen var, at tankene kom ad en rute, som i forvejen er kendt for narkotikasmugling.

Tankene var modificeret og forsynet med skjulte kamre. De blev tippet om på siden ved hjælp af en kran, hvorefter man borede huller for at finde den skjulte narko. Toldvæsnet brugte en mobil scanner og en narkohund og fandt spor af en hvid krystalsubstans i bunden af tankene. En nærmere analyse viste, at det var methamfetamin.

Hvis stoffet var blevet fordelt i små partier og solgt på gadeplan, ville det sandsynligvis kunne have indbragt over 2 mia. euro. Politiet efterforsker sagen, men indtil videre er ingen blevet sigtet.

At sendingen lander i Slovakiet er næppe en tilfældighed. Brugen af methamfetamin er meget udbredt i Slovakiet og Tjekkiet, og Prag går for at være Europas crystal meth-hovedstad.

En analyse af spildevand i 68 europæiske storbyer i 2019 påviste, at brugen af stoffet er mest udbredt i Prag med Ostrava på andenpladsen. Tjekkiet har længe været kendt som storproducent af methamfetamin, også kaldet pervitin. Op gennem 1990‘erne blev brugen af stoffet mere og mere udbredt. Med hensyn til brugen af ecstasy endte Prag på en femteplads, hvilket afspejler den tjekkiske hovedstads ry som en førende party- og klubscene.

Share This