Merkel og CDU/CSU runder 40 procent, stiller Merkel op som kansler igen?

Den tyske kansler Angela Merkel Foto: Jacques Grießmayer

Tyskland: Corona-krisen har styrket forbundskansler Angela Merkel. Ifølge den seneste meningsmåling fra Forsa står CDU/CSU til 40 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Den helt store taber er De Grønne, som kun kan mønstre 15 procent – det samme som SPD.

Før corona-krisen stod CDU/CSU og De Grønne lige i meningsmålingerne. Begge med cirka 25 procent af stemmerne. Men nu ser den grønne dagsorden ud til at være på retur i disse krisetider. Merkel og CDU/CSU opnår for første gang 40 procent mod 33 procent ved valget i 2017.

Den seneste måling bestyrker blot en fremherskende tendens, som også afspejles i andre målinger. CDU/CSU kan mønstre en større vælgertilslutning end den rød-grønne blok tilsammen (SPD, De Grønne, Die Linke), som nærmede sig 50 procent før corona-krisen. Her er de seneste tal med forbehold for udsving på plus minus 2 procent.

CDU/CSU 40 %

SPD:                                                         15 %

De Grønne:                                             15 %

FDP:                                                           6 %

Die Linke:                                                 7 %

AfD:                                                           10 %

Øvrige partier:                                          7 %

Indtil videre har man set en borgerlig-grøn konstellation som eneste alternativ til den nuværende GroKo (CDU/CSU og SPD). Men det kan hurtigt ændre sig, hvis den nuværende tendens bider sig fast frem mod det kommende valg til Forbundsdagen i Tyskland i 2021. Det afgørende spørgsmål er, om FDP kan klare spærregrænsen på 5 procent. I så fald kan der blive flertal for en borgerlig regering, selv om konstallationen ikke kan mønstre 50 procent. Her er det værd at bemærke, hvad kategorien „øvrige partier“ dækker over, og hvilket stemmespild de i øvrigt vil medføre. I sidste ende kan det ende med en borgerlig konstellation med CDU/CSU og FDP  uden De Grønne. Netop FDP trak sig fra en mulig “Jamaica-konstellation“ sammen med CDU/CSU og De Grønne tilbage i 2017.

Imens fortsætter debatten om Merkels afløser. Forbundskansleren har meldt ud, at hun ikke stiller op til en femte embedsperiode frem til valget i 2021. Samtidig raser krigen mellem de mulige efterfølgere. Udskilningsløbet er indtil videre endt med enten Markus Söder fra CSU i Bayern og Armin Laschet fra delstaten NRW. Sidstnævnte, som er ministerpræsident i Tysklands største delstat med FDP som støtteparti, regnes som „slapper“ i CDU-regi, hvorimod Söder fra CSU regnes som „strammer“. Og sidstnævnte, som topper listen over de mest populære politiske ledere i Tyskland, har erklæret, at han ikke kan regere sammen med De Grønne, som han har kaldt „et socialistisk parti“. En mulig dark horse er Friedrich Merz, som tilhører CDU‘s højrefløj.

På rygtebørsen i Berlin spekuleres der over Merkels videre skæbne i tysk politik. Stiller hun op til en femte embedsperiode eller ej? Selv har hun kategorisk benægtet, at hun tager nok en en tørn. Men ifølge indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) hviskes der i korridorerne i Berlin om et muligt pres for at få Merkel til at stille op til en ny periode og et muligt genvalg i mangel af bedre kandidater.

Share This