Megakontinentet, fra Japan til Det Røde Hav

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Verden: ”Lad Kina sove, for hvis Kina vågner vil det ryste verden”, forudså Napoleon i sin tid. Den udtalelse kan mange støtte i dag, mere end 200 år efter. Det skriver den indisk fødte Asien analytiker Parag Khana sin bog ”The Future is Asia, global order in the twenty-first century”, udgivet fra forlaget ”Weidenfeld-Nicolson” i 2019.

Khana er i dag bosat i Singapore og iagttager således Asien ”på stedet”. Bogen er bestemt værd at læse. Meget er jo sket i 2020 omkring forholdet til Kina. Relationerne mellem især Kina og Vesten er blevet mærkbart forværret. Huntingtons tese om ”clash between civilisations” er gået i opfyldelse. Forudsigelserne om, at næste verdenskrig bliver med USA og Kina som omdrejningspunkt forekommer mere sandsynlig.

”Thykodid- dilemmaet”, dette at krige starter, når én magt (USA) fortrænges af en anden (Kina) har stigende relevans. Det Sydkinesiske Hav er ikke llængere et amerikansk indhav. Handelskrigen mellem USA og Kina er taget til i styrke, ”Kina-fobien” har bredt sig til flere dele af Europa, især til den nordlige del. Danmark er et særdeles godt eksempel herpå.  Vi har oven i det i 2020 fået oprøret i Hongkong.

Spændingerne i Xingjang og omkring Tibet har været kendt af alle i flere år. Kina-spørgsmålet er uløseligt forbundet med magtforskydningen globalt over mod Asien og Eurasien, mod det asiatisk-eurasiske megakontinent eller ”superkontinent”, som det også kaldes. Det strækker sig helt fra Japan til Det Røde Hav til Det Røde Hav og omfatter folkerige lande som Kina, Indien, Rusland, Australien og Kazakhstan, i alt 5 milliarder mennesker, heraf 1.5 milliarder kinesere. I takt med den nye ”kolde krig” har Rusland i stigende grad orienteret sig mod Asien og væk fra Vesten. Samarbejdet med Kina er blevet et ”partnerskab”, men  ikke en alliance. Begge lande vil ikke forpligte sig for langt.

Rusland er fx Vietnams vigtigste våbenleverandør, uanset landets konflikter med Kina. Eurasianismen har vundet terræn i Rusland. Medtages Europa under ”Eurasien” bliver megakontinentet endnu større. Khana sætter grænsen ved EU’s grænse mod øst. Som sagt Metternich i sin tid, Asien (”barbarerne”) møder vi, når vi forlader Wiens porte mod øst. 

Khana gør i sin bog opmærksom på, at kendskabet til Asiens og Megakontinentets historie og kultur mildt sagt er begrænset i Vesten. Det bidrager i sig selv den voksende fobi. Det har været (og er) en udbredt holdning i Vesten, at landene i Asien ikke er i stand til at tage beslutninger selv, men skal ”vejledes” af Vesten. Men Vesten (ikke mindst USA) har heller ikke en rationel og konsistent strategi for Asien og megakontinentet.

Gennem århundreder var Asiaterne forbundet via Silkevejen. Vesten opdagede Asien i kolonitiden og udnyttede regionen på groveste vis. Under den gamle kolde krig var Asien opsplittet, men efter 1991, med Sovjetunionens undergang blev Asien og megakontinentet et ”system”. ”Vesternisering” oplever vi stadig i Asien, mest i form af brugen af engelsk som sprog og i form af kapitalisme og teknologisk og videnskabelig påvirkning. 

”American style” vestligt demokrati og forbrugerisme har ikke den store opbakning. ”Asianisering” er en uomgængelig faktor både i Asien selv og på globalt plan, fastslår Khana. Vesten frygter kinesisk hegemoni i Asien, men så langt kommer det ikke, dertil er ”overliggeren” for højt oppe. Små lande ønsker ikke ”overdreven” (Excessive”) afhængighed af Kina og USA. Indiens forhold til Kina er ikke et nul-sum spil. De to lande supplerer faktisk hinanden i regionen. Kina leverer infrastruktur, Indien og Sydafrika uddanner arbejdskraft.

Også Australien forfølger en balancegang. Kinas økonomiske magt er godt nok høj og stigende, men landene på megakontinentet vil ikke og søger at undgå at blive en ”vasal”. Vi oplever konflikter mellem Indien og Kina, men de to landes økonomier er ikke nødvendigvis i konflikt, men komplementære. Som hele verden er Asien et multilateralt system, hvor vi oplever et infrastrukturelt kapløb mellem Kina, Indien, Tyrkiet og Sydkorea. Her er det kinesiske Silkevej projekt er det største. Andre lande afviser ikke at deltage. Kina er et ”Eastern anchor” i det nye megakontinent, men ikke mere en det.

Asien har ikke, som USA og Europa, et fælles parlament, en fælles centralbank og heller ikke et fælles militær. Men amerikansk dominerede institutioner som IMF og Verdensbanken udfordres af Den Asiatiske udviklingsbank (ADB), ASEAN Regionale Forum, Det Østasiatiske Fællesskab (EAC) og Asiens Infrastruktur og Udviklingsbank (AIIB). Asiens (og Kinas) opkomst er hverken midlertidig eller cyklisk, men strukturel, dvs. uomgængelig. Det er naivt, fastslår Khana, at forestille sig, at vestligt pres får Kina til at ”implodere”, bryde sammen. At landene på megakontinentet vil tilslutte sig en vestlig handelskrig og økonomiske sanktioner er usandsynligt. Det ville være ensbetydende med et ”økonomisk harmageddon”, en katastrofe.

Sovjetunionen brød sammen (imploderede), måske derfor florerer den forestilling i det vestlige politiske ”mainstream”.  Modsat Sovjetunionen i sin tid er Kina økonomisk velfunderet. Sovjetunionen var i sin tid en økonomisk dværg, men en militær kæmpe, men med Kina i dag forholder det sig modsat. Allerede i 2014 oversteg landets samlede BNP USA’s i faste priser, og inden for få år er det også tilfældet målt i absolutte tal. Khrustjev mente i sin tid, at Sovjetunionen vill overhale Vesten i 1980, han troede vist ikke selv på det.