Med Jomfru Maria som rejsedestination
Den bosniske landsby Medjugorje har ingen seværdigheder, men tiltrækker alligevel omkring en million besøgende hvert år. Åbenbaringerne af Jomfru Maria har gjort landsbyen kendt over hele verden.
Af Ota Tiefenböck
Bosnien-Herzegovina: Nogle feriemål er rejsemål på grund af historiske seværdigheder, andre er det på grund af særlige facillitetter til at dyrke en eller anden sportsgren, mens andre igen fordi de henvender sig til en bestem målgruppe. Landsbyen Medjugorje i Bosnien-Herzegovina hører til den sidste kategori. Er man ikke troende, kan man ligeså godt blive hjemme.
Medjugorje har nemlig intet andet at tilbyde end tro, mirakler og en historie, som kræver, at man tror på den. Det gør eksempelvis Vatikanets officielle udsending ikke. Vatikanet har ikke anerkendt Medjugorjes åbenbaringer af Jomfru Maria, som angiveligt finder sted her, men det gør til gengæld rigtig mange troende fra hele verden.
Medjugorje skønnes at tiltrække omkring en million mennesker hvert år og er siden landsbyen for alvor kom på rejsemålskortet blevet besøgt af flere end 22 millioner mennesker. Det fleste af dem kommer fra katolsk stærke lande som eksempelvis Italien eller Polen, men de fleste af alleverdens sprog kan høres i Medjugorje.
Selve historien, som forandrede denne tidligere lille og fattige landsby til det absolut største rejsemål i Bosnien-Herzegovina, tager sin begyndelse den 24. juni 1981. Den dag beretter seks teenagere om en åbenbaring af Jomfru Maria. Åbenbaringerne fortsætter ifølge de seks personer fortløbende hver dag, og finder fortsat sted den dag i dag for tre af de seks. To af de resterende tre personer beretter i dag om en åbenbaring om året, mens den sidste om en åbenbaring hver måned.
Åbenbaringer, grundlag for turisme
De løbende kirkelige åbenbaringer, som bliver betegnet som verdenshistoriens længste åbenbaring af Jomfru Maria, har dannet grundlag for en kæmpe turistindustri i Medjugorje, som i løbet af kort tid har forvandlet denne tidligere lille og ubetydelig landsby til et rejsemål med en sengekapacitet, som er større end i hele Bosnien-Herzegovina. En landsby fyldt med hoteller, restauranter og souvenirbutikker, hvor man kan købe alt fra statuer af Jomfru Maria, til vandrestokke eller kuglepen med et billede af Jomfru Maria på. Åbenbaringerne er Medjugorjes “seværdighed” og alt man kan se i landsbyen relaterer sig til tro og Jomfru Maria.
Medjugorje har en hovedgade, hvor hovedparten af restauranterne og souvenirbutikkerne ligger. Ud til hovedgaden ligger ligeledes landsbyens kirke. Sankt James Kirken blev færdigbygget i 1969 og blev i sin tid bygget som en erstatning for en kirke fra 1897, som var bygget forkert og måtte rives ned, da der truede nedstyrtning af kirken. Resterne af den gamle kirke kan fortsat ses i en park tæt ved den nuværende.
Sankt James Kirken er siden åbenbaringerne af Jomfru Maria begyndte blevet udbygget med en udendørsplads til flere hundrede mennesker. Her og indendørs finder flere daglige gudstjenester på flere forskellige sprog sted, blandt andet en daglig rosenkrans-bøn med en efterfølgende hellig messe. Gudstjenesterne inde i kirken bliver som regel transmitteret via udendørs højtalere, så de der ikke får en plads i kirken, kan følge med. Sankt James Kirken er stedet, hvor de fleste aktiviteter foregår, men ikke det eneste.
Bøn i naturen
Åbenbaringsbjerget, hvor åbenbaringen ifølge de seks teenagere fandt sted, bliver der hver søndag ligeledes afholdt en rosenkrans bøn. Åbenbaringsbjerget Crnica ligger omkring 1,5 kilometer fra kirken ved en lille landsby ved navnet Podbrdo og summer af en livlig aktivitet på de fleste tidspunkter af døgnet. Mindre og større grupper mennesker og enkelte personer går op på bjerget kun afbrudt af regelmæssige bøn undervejs. Bjergets stejle vej har skarpe klippestykker, som stikker ud i gennem bjergets røde jord og er en udfordring at bestige. Nogle af pilgrimmene gør udfordringen endnu større ved at gå op barefodet eller på knæ. Selve stedet, hvor åbenbaringen ifølge de seks teenagere har fundet sted er markeret med et stort kors, som sidder fast i en bunke sten.
Omkring 2,5 kilometer fra Sankt James Kirken ligger Medjugorjes anden seværdighed, bjerget Krizevac, som er et bjerg med et kæmpemæssig kors på toppen. Korset er 8,56 meter høj, lavet af beton og er blevet bygget i 1934. Ifølge beretningerne udsendte korset lystegn, da åbenbaringerne af Jomfru Maria begyndte i 1981. Disse blev tolket som et bevis på Jomfru Marias tilstedeværelse.
Bestigningen af dette 520 meter høje bjerg, en korsvej, er samtidig en bønsøvelse, hvor man beder og minder Kristi lidelse ved alle af de 14 bronzerelieffer, der er undervejs. Også her er selve vejen en udfordring og især ældre mennesker får ofte problemer med at gennemføre opstigningen.
Jomfru Marias åbenbaringer i Medjugorje fortsætter ifølge beretningerne på 34. år i træk, og hver 25. juni bliver fejret som åbenbaringens dag. Det var nemlig først den 25., at Jomfru Maria i 1981 kunne tale til de seks teenagere, som den første dag blev så forskrækket af åbenbaringen, at de ikke var i stand til at forstå, hvad der skete. Den 25. hver måned udsender Jomfru Maria ligeledes et månedligt budskab til de troende i Medjugorje. Det sker i gennem en af de seks seere fra 1981, Marija Pavlovic-Lunetti.