”Massakren” på det polske udenrigsministerium, de udrensede diplomater

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab,SDU

Polen: Forholdene i den polske udenrigstjeneste har været til debat lige siden Lov og Retfærdighedspartiet kom til magten i 2015, og det både i og uden for Polen. Det skriver Mariusz Kowalczyk i en interessant analyse for det polske ugeskrift ”Newsweek” (40.2020).

Polen har nu fået en stor gruppe af udrensede diplomater (”dyplmatow wykletych”). Udenrigstjenesten skal primært tjene indenrigspolitiske formål, og det har konsekvenser. For fire år siden, i 2016, beskæftigede udenrigstjenesten 4643 personer, blot få måneder efter var 777 blevet afskediget. Mange fik blot 15 minutter til at tømme deres kontorer. Bag udrensningerne stod daværende stærkt kontroversielle udenrigsminister Witold Waszczykowski.

Waszczykowski havde diplomatisk erfaring, bl.a. været ambassadør i Teheran. Han fik ikke besat de tomme pladser i udenrigsministeriet. Det var med til at koste ham jobbet. Efterfølgeren var Jacek Czaputowicz. Under ham gik udrensningerne af uønskede diplomater mere glat. De ledige jobs blev stort set besat. Czaputowicz var mere ekspert og videnskabsmand end politiker og/eller erfaren diplomat, selv om han før havde arbejdet i udenrigsministeriet.

Afskedigelserne i udenrigsministeriet har fundet sted i henhold til særlige udrensningslove (”przepisow dezubekazacyjnych”), rettet mod personer der havde arbejdet i udenrigstjenesten før 1990. Eksempelvis måtte diplomater uddannet fra Moskvas statslige institut for internationale relationer (MGIMO) forlade deres poster. Men det havde sine omkostninger. Tidligere udenrigsminister Radoslaw Sikorski, i dag medlem af Europaparlamentet for oppositionen, gør således opmærksom på, at de der var uddannet fra MGIMO var fagligt dygtige. Med afskedigelserne tabte den polske udenrigstjeneste eksperter i Mellemøsten, Kina, Vietnam og Thailand.

 Den ultimative forudsætning for at få job i udenrigstjenesten har været politisk loyalitet over for Lov og Retfærdighedspartiet. Mange er uden diplomatisk erfaring, en del universitetsfolk. Eksempelvis er Andrzej Kurnicki, ambassadør i Canada økonom og uden forudgående erfaring i udenrigstjenesten. Professionelle diplomater er blevet erstattet af folk der grådigt forfølger karriere ambitioner.

At have haft kontakter til systemet før 1989 har dog ikke i sig selv været en forhindring. Vigtigst er partiloyalitet. Polens nuværende ambassadør i Berlin Andrzej Przylebski, far til lederen af den polske forfatningsdomstol, underskrev således i 1979 en loyalitetserklæring om samarbejde med sikkerhedstjenesten SB under dæknavnet ”Wolfgang”.

Kravet om partiloyalitet påvirker i højeste grad diplomaternes daglige arbejde. Udenrigspolitikken er slet ikke hævet over politiske interesser. Ansatte i EU systemet skal primært prøve at forhindre, at Polen ikke mister penge og straffes pga. brud på ”rule of law”. I den forbindelse samarbejder Polen som bekendt tæt sammen med Ungarn, der som Polen er på anklagebænken i EU-systemet.

I USA stiller ambassadøren sig åbenlyst på Donald Trumps side under præsidentvalgkampen. Det kan være farligt, hvis Biden vinder den 2. november. Under oprøret i Hviderusland har Polen reageret langsomt og overladt initiativet til Litauen. Forholdet til Ukraine er mærket af stridighederne omkring bestemte historiske hændelser.

Nuværende udenrigsminister er Zbigniew Rau, retsprofessor fra universitetet i Lodz. Han har før været senator for Lov og Retfærdighedspartiet og leder (”wojewod”) for Lodz regionen.