Man bygger vel heller ikke huse i Katyn-skovene?

 

 

En af de største hviderussiske oppositionsgrupper – Den Unge Front – har tilsyneladende vundet en vigtig kamp mod nybyggeri på massegrav fra Stalintiden.

af Kim Halling Mortensen

Kuropaty siger næppe mange noget. Takket være den større sovjetiske åbenhed i slutningen af 1980’erne blev Kuropaty ”opdaget” som endnu et af mange steder, hvor NKVDs ofre var blevet henrettet eller henkastet i årene 1937-1941.

Kuropaty er et skovområde i udkanten af Minsk.  I 1988 skrev den hviderussiske arkæolog, Zianon Pazniak, en forskningsrapport, hvori det fremgik, at der lå en massegrav i Kuropaty-området. Adskillige senere undersøgelser har bekræftet hans antagelser, men ingen ved præcist hvor mange der ligger begravet i området. Tallene svinger fra 7.000 til helt op mod en kvart million.

Fra at være en sag man nogenlunde åbent kunne tale om udviklede den sig i løbet af 1990’erne til et emne , der helst skulle tales så lidt om som overhovedet muligt. Enkelte kræfter forsøgte endog – forgæves – at anklage tyskerne for de mange likvideringer i Kuropaty. En gennemgribende finkæmning af området har aldrig fundet sted. NKVDs arkiver er beviseligt tilstede, men bag lås og slå. Borgerkomiteer for stalinismens ofre og diverse oppositionsgrupper har i årtier forgæves søgt indsigt og opmærksomhed om området. I dag skal man dog lede forgæves om Kuropaty i enhver officiel hviderussisk publikation. Stedet eksisterer ikke i skolebøgerne.

Siden 2001 har myndighederne forsøgt at få bebygget området. Hver gang er det blevet mødt med folkelige protester, der har fået myndigheder og bygherrer til at vakle og udsætte diverse byggerier på ubestemt tid.

Senest fik en statslig bygherre i sidste måned til opgave at bebygge området med et business center. I flg. kristendemokratiske Den Unge Front og andre modstandsgrupper er dette byggeri nu opgivet. Tilsyneladende var byggefirmaet overhovedet ikke klar over, at de skulle bygge i et område med en ”særlig betydning”. Måske en plausibel forklaring, når der intet må berettes offentligt om Kuropaty-gravene.

Vil man læse Zianon Pazniaks egen beretning om Kuropaty fra 90’erne, så kan det ske her .

Zianon Pazniak var fra 1990 til 1996 valgt til det hviderussiske parlament . Han valgte at flygte til USA i 1996. I 1997 blev han i Hviderusland anklaget for anstiftelse af had mod den russiske befolkning.

Kilder til denne historie er især:

kresy24.pl

Moscow Times