Magtskifte i Bundesligaen
Bayern München blev mestre for femte år i træk, men årets Champions League-deltagere markerer et vendepunkt i tysk fodbold.
Af Michael Skovgaard
Tyskland: At Bayern München vinder mesterskabet er ingen nyhed. En af årets sensationer i Bundesligaen er oprykkerne fra RB Leipzig, som før sidste spillerunde er sikre på sølv og en plads i Champions League. Desuden er landsbyholdet TSG Hoffenheim sikker på enten direkte adgang til CL eller en fjerdeplads, som giver adgang til kvalifikationskampe.
Oprykkerne fra RB Leipzig har overrasket alt alle som det første tidligere østhold, der for alvor har bidt sig fast i toppen af Bundesligaen anført af angrebstrioen med danske Yussuf Poulsen, svenske Emil Forsberg og Timo Werner, som banker på til det tyske landshold. Dermed er holdet også det første hold fra det tidligere DDR, som kvalificerer sig til CL.
Det Red Bull-ejede hold, som alle andre hader og beskylder for manglende ”financial fairplay”, har holdt distancen hele sæsonen igennem i kraft af tempofyldt og aggressivt kontraspil. De løber ganske enkelt hurtigere end alle andre, som om de var på en overdosis Red Bull. For en uge siden bankede de Hertha Berlin med 4-1 på Berlins Olympia-Stadion, og i denne rundede lurede sensationen i kampen mod Bayern, som dog blev tabt med cifrene 4-5.
En måske endnu større sensation er landsbyholdet TSG Hoffenheims topplacering. Den tyske pendant til danske Herfølge i sin tid fra landsbyen tæt på Heidelberg med ca. 3.500 indbyggere er ejet af milliardæren Dietmar Hopp, som grundlagde IT-giganten SAP. For et års tid siden var holdet tæt på nedrykning, men den nu 29-årige Julian Nagelsmann blev ansat som træner, og Hoffenheims succes har allerede bragt ham i spil som mulig ny træner i Bayern München og kommende tysk landstræner. En kvalifikation til CL vil være historisk, da ingen by med så få indbyggere før har kvalificeret sig.
Trods endnu en titel ulmer uroen i Bayern, som tager mesterskaber for en selvfølge. Succeskriteriet er CL-titlen, som holdet senest fik i hus i 2013 med den legendariske tyske træner Jupp Heynckes. Pep Guardiolas ”barcelonafisering” var ingen succes, og dennes afløser Carlo Ancelotti har ikke formået at rette op på den fejlslagne strategi. Flere af klubbens koryfæer og fans har kritiseret klubben for ikke at spille ”tysk” fodbold, og samtidig kræver klubbens aldrende trup fornyelse. VM-helten Thomas Müller har været en skygge af sig selv i denne sæson, Lewandowski er ikke helt oppe på tidligere tiders niveau, og veteranerne Arjen Robben og Franck Ribery er snart ved at overskride sidste salgsdato. En snarlig foryngelse af truppen er påkrævet, hvis holdet skal fortsætte mesterskabsstimen og vinde CL-titlen, og her er det danske stjernefrø Kasper Dolberg fra Ajax allerede bragt i spil på rygtebørsen som kommende Bayern-spiller.
Krisen hos Hamburger SV blev cementeret i forrige spillerunde, som efterlod holdet på en play-off nedrykningsplads. Det eneste hold i Tyskland, som aldrig er rykket ud af Bundesligaen, står over for en skæbnekamp mod FC Wolfsburg i sidste spillerunde. Holdet skal vinde for at undgå play-off kampe mod nummer tre i 2. Bundesliga
Længe lignede det den helt store Berlin-eufori med Hertha Berlin som deltager i CL og det tidligere østhold Union Berlin fra Köpenick som oprykker til Bundesligaen. I så fald havde det været første gang i længere tid, at Bundesligaen ville have to hold fra samme by. Senest var det St. Pauli og Hamburger SV. En dårlig udebanestatistik har sendt Hertha ned på en mulig kvalifikation til Europa League – her blev holdet som bekendt elimineret af danske Brøndby IF i 2016. Sidste spillerunde afgør om Hertha går direkte i EL, eller om de skal ud i kvalifikation. For Union gik gassen af ballonen i forrige spillerunde, og holdet kan ikke længere nå de tre oprykningskandidater, VFB Stuttgart, Hannover 96 og Eintracht Braunschweig.
Mest bemærkelsesværdigt er nok, at tidligere sikre CL-deltagere som Schalke 04, Borussia Mönchen-Gladbach og Bayer Leverkusen er endt som den bløde mellemvare i Bundesligaen. Hertil kommer også FC Wolfsburg, som trods dyre indkøb har haft en katastrofal sæson. Werder Bremen har kæmpet sig op efter en dårlig sæsonstart, ikke mindst efter indkøbet af danske Thomas Delaney fra FC København. De sydtyske oprykkere fra Freiburg må også betegnes som en af årets sensationer, da de reelt kan gå direkte i EL på bekostning af Hertha Berlin.
Længere nede i rækkerne er der tegn på, at tidligere traditionsklubber fra DDR som Dynamo Dresden og FC Magdeburg er ved at genvinde fordums storhed. Efter oprykning fra 3. Bundesliga var Dynamo Dresden en kort overgang oppe og snuse til oprykning til Bundesligaen, og FC Magdeburg har stadig chancen for oprykning til 2. Bundesliga, hvor Holstein Kiel i øvrigt er en mulig oprykker som et af de første hold fra Schleswig-Holstein i 2. Bundesliga i nyere tid.