Læserne skriver: Polen anno 1994

Af Lasse Sørensen

Polen: Min første tur til Polen var i sommeren 94 og den var i højere grad et udtryk for økonomisk afmagt end egentlig lyst. Sagen var den at jeg var værnepligtig det år og min værnepligtløn var ikke høj. Vi havde fjorten dages ferie og med udsigt til at afholde den på kasernen foreslog jeg Knudsen og Pedersen at vi tog til færgen til Swinoujscie. Som sagt så gjort. 
Færgen kostede 120 kr og i samme øjeblik vi kom i internationalt farvand var priserne polske. Og selvom vi havde på fornemmelsen at Polen var billigt kom de lave priser bag på os. 

Færgen lagde til klokken syv næste morgen og blækket i passet var ikke tørt førend vi havde fundet et værtshus som serverede morgenmad. 
Det værtshus blev senere nærmest et stamværtshus for mig, da det lå behageligt  tæt på færgelejet og var et fortrinligt sted at skyde de overskydende zloty af efter hver tur. 

Dengang så Swinoujscie noget anderledes ud end det gør nu, nu har Swinoujscie vel Nordeuropas flotteste strandpromenade, men dengang lignede byen en krydsning mellem en udrangeret fiskerihavn og en nedlagt militærbase. 

Vel ankommet skulle vi veksle til zloty og først der fandt vi ud af at Polen havde haft en periode med vanvittig inflation. Jeg kan ikke huske kursen, men det var millioner vi fik med os og godt det samme for en burger på havnen, som kostede 6.000 zl. 

Apropos burgere. Det virkede på mig som om polakkerne havde set dem på film og tænkt “hvad er det? Sådan en skal vi også have” hvorefter de proppede alle forhåndenværende landbrugsprodukter i dem. 
Resultatet var burgere med majs, kål, kød, ærter og masser af ketchup. Det var en alternativ smagsoplevelse som jeg heldigvis ikke er stødt på siden. 

Hvordan vi fandt på at tage bussen til Kolozbreg ved jeg ikke. Vi fandt hurtigt et hotel og gjorde som man nu gør når man er ung på ferie. Dagene dasede vi væk på stranden, aften og nætter på diskoteker og barer. 
Og vi hyggede os gjorde vi, en aften så meget at vi måtte give en omgang til et stuvende fuldt diskotek. Sagen var den at jeg havde bestilt det sædvanlige, men jeg havde kun en 500.000 zl seddel og den kunne baren ikke give tilbage på og så tænkte jeg hvad fanden? Vi giver sgu en omgang til hele bulen og det er både første og indtil videre sidste gang jeg har haft den fornøjelse. Vi blev meget populære hos dem den aften. 

Hjemturen var en anelse mere kaotisk fordi stort set ingen talte engelsk og når vi udtalte bynavne på de sprog vi kendte gav det ingen mening for lokalbefolkningen og vice versa. Vi rendte tilfældigvis ind i en ekstremt gammel kvinde som talte perfekt tysk, det undrer mig stadig hvorfor hun gjorde det, og hun oversatte gladeligt for os og forklarede buschaufføren hvor vi skulle hen og hvor skulle sættes af. 

Vi stoppede naturligvis som det sidste ved det samme værtshus på kajen i Swinoujscie og afsluttede turen ved at give ejerinden 69.000 zl i drikkepenge. Det var hvad vi havde i 100 zl sedler og de var for værdiløse til at vi kunne  bruge dem.