Kunstnegruppe: Derfor hejste vi underbukser på borgen i Prag
Tjekkiet: Den tjekkiske kunstnergruppe Ztohoven, som lørdag på præsidentpaladset i Prag byttede præsidentflaget med et par kæmpemæssige underbukser, forklarer i tjekkiske medier grunden til deres aktion.
”Vi mener, at præsident Milos Zeman træder på de værdier, som statslige symboler burde have. Røde underbukser skal afspejle Zemans glæde for diktaturregimer. Han er en person som forsøger at bringe Tjekkiet tættere på regimer som Putins Rusland eller det kommunistiske Kina, siger kunstnergruppens talsmand Petr Zilka til den tjekkiske avis Lidovky og tilføjer:
”Han gør sig selv til en stor demokrat. Forsøger at være en mand med niveau, men er eller en ganske almindelig bonderøv, siger Petr Zilka.
De to aktivister forklædte sig som skorstensfejere og kravlede op på taget af præsidentpaladset, hvor de byttede præsidentflaget med underbukserne. De blev anholdt umiddelbart efter aktionen og står ifølge tjekkiske medier til bødestraf og risikerer op til to års fængsel.
Deres aktion skabte ikke blot en stor opmærksomhed i den tjekkiske offentlighed, men satte ligeledes fokus på manglende sikkerhed ved præsidentpaladset.
Den tjekkiske præsident Milos Zeman har endnu ikke kommenteret kunstenergruppens aktion.
Det er ikke første gang, at tjekkiske kunstnere med deres aktioner viser deres manglende respekt for Milos Zeman. I maj igangsatte kunstnerne Jaroslav Rudis og Igor Malijevsky en underskriftsindsamling om at forære Milos Zeman til den russiske præsident Vladimir Putin som gave.
”Vi er et lille land, som ikke har mange andre værdier end deres præsident. Vi håber, I tager imod denne gave fra det tjekkiske folk og beholder den, stod der blandt andet i et brev, kunstnerne sendte til Vladimir Putin.
I 2013 skabte en af Tjekkiets mest fremtrædende kunstnere, David Cerny, en kæmpemæssig fuckfinger, som han lod sejle på floden Moldau og pege mod slottet. ota