Kroatiens præsident langer ud efter tysk udenrigsminister, og Ungarn bakker ham op

Zoran Milanovic Foto- Roberta F.

Af Michael Skovgaard

Kroatien: Kroatiens præsident Zoran Milanovic går i flæsket på den tyske udenrigsminister Annalena  Baerbock og kalder hendes udtalelse om, at Europa er i krig med Rusland for „en fom for vanvid“. Det skriver ungarske Remix News.

Under et besøg i byen Split erklærede præsidenten, at det var nyt for ham, at Europa skulle have erklæret krig mod Rusland, og han understregede ved samme lejlighed, at Kroatien under ingen omstændigheder vil inddrages i det, han kaldte en „stedfortræderkrig“ mellem NATO og Rusland.

Præsidenten ønskede i øvrigt Tyskland held og lykke med et nyt forsøg på at besejre Rusland med reference til 2. Verdenskrig.

„Den tyske udenrigsminister siger, at vi skal stå sammen, fordi vi er i krig med Rusland. Det var jeg ikke klar over“, sagde præsidenten. „Måske er Tyskland i krig med Rusland, men i så fald ønsker jeg dem held og lykke. Måske går det bedre denne gang end for godt 75 år siden.“

Milanovic var overrasket over, at det normalt så fredselskende parti De Grønne  har skiftet kurs og antydede, og at Baerbock åbenbart er i færd med at underminere kansler Scholz.

„Lad den tyske regering finde ud af internt, hvem der reelt bestemmer. Jeg har været i politik i lang tid og har aldrig oplevet en lignende form for vanvid“, lød det videre fra Milanovic.

Den kroatiske præsident har forholdt sig kritisk til Vestens holdning til krigen i Ukraine og kaldt sanktionerne for „absurde“, og han har afvist at ville være “USA‘s slave”. Ifølge ham vil leverancen af kampvogne til Ukraine blot trække krigen i langdrag.

„Uanset om kampvognene er russiske eller amerikanske, vil de brænde, og måske vil de nå til Krim, men Kroatien vil ikke indblandes“ tilføjede han.

Kroatiens holdning er på linje med Ungarns. Torsdag sagde udenrigsminister Péter Szijjártó,  at Ungarn ikke er i krig med nogen og ikke ønsker at være det.   „Vi vil ikke være en part i krigen. Ungarns og det ungarske folks sikkerhed er det vigtigste for os.“

Share This