Krigen og Venstrefløjen: Udbredt uvidenhed, statslige medier og mainstream interesse-styrede eksperter skaber fjendebilleder af Rusland

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Anmeldelse: Det er ingen hemmelighed, at vi lige nu er tættere på regulær krig end nogensinde siden murens fald, ja vel siden Cuba-krisen i 1962. Vejen til fred, som Immanuel Kant i sin tid drømte om, er lang. Som dramatikeren Heiner Muller beskrev det, er der stadig stor aktivitet i historiens slagtehus (bogen, side 33). USA er engageret på ikke mindre end tre fronter på samme tid, i Ukraine, i Mellemøsten og i Asien,  hvor regulær krig truer omkring Taiwan.

Hvordan skal vi handle under de vilkår? Har venstrefløjen noget at byde på? Den problemstilling rejser Peter Wahl på spændende vis i sin bog “Krigen og Venstrefløjen”. Peter Wahl har studeret samfundsvidenskab med speciale i internationale relationer og romanistik i Mainz, Aix-en-Provence og i Frankfurt a. M. Han var tilbage i 2000 ledende kraft ved stiftelsen af det globaliseringskritiske netværk Attac i Tyskland. Som Wahl nævner, blev manuskriptet til bogen afsluttet sidst i 2023 med tilføjelser fra ugerne lige derefter. Krigen i Gaza bliver således også inddraget. Tidsfaktoren er et problem i  alle bøger, der behandler ikke-afsluttede krige. Bogen har naturligt nok en del fokus i erfaringerne fra Tyskland, som i høj grad har betydnig uden for Tyskland selv, bestemt også i et land som Danmark. 

Verden har gennem tiderne oplevet forskellige typer af krige, konventionelle krige, sanktionskrige, præventive krige, propagandakrige og i stigende grad cyberkrige. Krigsbegejstring lever side og side med krigstræthed. Det sidste kan måske skabe interesse for fred i Ukraine. Israels fremfærd i Gaza har skabt kritik bredt hen over det politiske spektrum, mens ansvaret for krigen i Ukraine bliver lagt på Rusland. Som beskrevet (eksempelvis s. 17) er der blevet skabt udbredt krigsbegejstring også på venstrefløjen, også i Danmark. Vrede, forargelse, had og hævn har ført til en ond spiral (side 83).  Vi har så at sige vænnet os til krig. Diplomati og forhandlinger er under de vilkår udtryk for svaghed og eftergivenhed. “Retfærdighed skal ske, selv om verden går under” (i krig) (side 99). “Fredslejren” er i Ukraines tilfælde klart svagere repræsenteret end “retfærdighedslejren”.

Det modsatte oplevede vi et godt stykke ad vejen under krigen i Georgien tilbage i 2008-2009. Her optrådte  Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy som mægler og ikke uden held. Ansvaret for krigen blev her ikke kun lagt på Rusland. Under Vietnamkrigen og krigen i Irak var venstrefløjen ledende kraft i kampen mod krig både på partiplan og i mobiliserende udenomsparlamentariske bevægelser, herunder fredsbevægelser, var i stand til at bringe hundredetusinde demonstranter på gaden. Det er slet ikke tilfældet i dag. Venstrefløjen er svag. Kritik af Vestens politik finder vi mest inden for den realistiske skole.

Som Wahl rigtigt skriver har der helt tilbage til tsar-tiden været modstand mod Rusland på den politiske venstrefløj. Den krigeriske stemning, vi oplever i dag, har dybe historiske rødder. Putin betragtes og betragter sig selv et langt stykke ad vejen som en ny tsar. I hvert fald har Putin ikke de store tanker om oktoberrevolutionen og drabene på tsar-familjen. I 1914 stemte SPD i Tyskland, med Karl Liebknecht som en enkelt undtagelse, for krigsbevillingerne. Det samme gør socialdemokratier rundt om i Europa i dag. De statslige medier og mainstream interesse-styrede eksperter har bidraget til at skabe opfattelsen af Rusland som Vestens fjende, det uanset murens fald og Sovjetunionens undergang (side 22). 

Den udbredte uvidenhed om Ruslands historie og om forholdene i Rusland og Ukraine i dag  bidrager til at skabe de sort-hvide ven-fjende syn på krig og fred og i højeste grad også på venstrefløjen. Ukraine er “ven”, uanset dyrkelsen af Bandera og forbud mod en lang række partier og organisationer. Holdningerne til krigen i Ukraine har typisk været stærkt emotionelle og moralsk baserede. Autokratier opdeles i de “gode”. dvs. de ikke-revisionistiske, der bakker op Vestens interesser, og de “slemme”, der støtter Kina og Rusland eller fører flervektor-politik. Autokratier og illeberale regimer kan vi leve med, blot de er “pro-vestlige”. Dobbeltmoral trives i allerbedste velgående. Det er dybt beklageligt.

Vestlige toppolitikere har betegnet Rusland som imperialistisk, det uanset at Rusland er en økonomisk dværg sammenlignet med Kina og USA. Ruslands “soft power” er yderst ringe. Men Rusland ejer olie, gas og uran og vigtige råstoffer. De vestlige sanktioner mod Ruskland har haft begrænset effekt. Den nye “kolde krig” har, fortsætter forfatteren, i høj grad skadet miljøkampen. Eksempelvis er vi blevet tvunget til at importere store mængder flydende gas (LNG), som skader miljøet langt mere end fx gas leveret via Northstream I og II. Ytringsfriheden har fået svære vilkår. Pressefriheden er kommet under stigende pres ikke kun i Rusland, i høj grad også i Ukraine og vestlige lande med forbud mod medier som Russia Today, Sputnik samt r en stribe andre medier, der ses som pro-russiske (side 115).

Forfatteren inddrager med rette fænomenet kaldt  “Thukydid-fælden” (side 45). Metaforen henviser til den  Peloponesiske krig (431-404 f.Kr.), hvor magten over Grækenland skiftede fra Athen til Sparta. Etablerede magter, i sin tid Athen, i dag USA, vil bibeholde status quo. De opstigende, i sin tid Sparta, i dag Kina, vil forandre status quo. Talrige gange i historien har skift i magtforholdet ført til krig. Det kan meget vel ske nu, hvor USA føler sig truet af Kinas opstigen politisk og økonomisk ikke kun i Asien, også i Latinamerika og i det globale Syd.

Forfatteren selv (Peter Wahl) er tydeligt tilhænger af en ny og anderledes multipolær verdensorden (side 123). I sluterklæringen fra det første BRICS-topmøde i 2009 blev som mål i brede vendinger formuleret målet “om en ny multipolær verdensorden, der er mere demokratisk og refærdig og for alle stater baserer sig på anvendelsen af folkeretten, gensidig respekt, samarbejde, fælles handling og fælles afgørelser”. De målsætninger, mener Wahl fortjener venstrefløjens støtte. Diplomati, dialog, afspændning, gensidig forståelse, samarbejde, fredelig sameksistens, politisk konfliktløsning og folkeret er bestemt ikke af foragte (s.121). Den nuvæende verdensorden er anarkistisk med et svagt FN. Rosa Luxemburg’s grundsætning i sin tid, gående på at den mest revolutionære handling er at sige tingene som de er, gælder stadig (s.37). At indordne sig i den ene eller anden geopolitiske lejr er en fejltagelse. Krigen i Ukraibne har udviklet sig til en proxy- og verdensordenskrig. 

Personligt deler jeg den tankegang. Læsere med de kendte mainstream-meninger vil med fordel kunne læse Wahl´s bog. Det skader aldrig at sætte sig ind i andres holdninger, tværtimod er det et grundvilkår for en velfungerende demokratisk debat. Da jeg for nylig i Parken overværede Danmarks EM-træningskamp mod Sverige, passerede spillerne, da de løb på banen, et skilt med påskriften “peace-mir”, ordet “fred” med latinske og kyrilliske bogstaver. Lad os arbejde for fred og vise, at der er andre veje dertil end blodig (proxy-) krig.

Peter Wahl, “Krigen og Venstrefløjen, et indspark til omtanke”, Solidaritet, 2024