Krigen i Ukraine styrker Macron

Emmanuel Macron foto- Пресс-служба Президента Российской Федерации

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Frankrig: At dømme efter de seneste meningsmålinger er opbakningen til Macron vokset. Macron har over de sidste uger arbejdet ihærdigt for at få skabt dialog og deeskalation i Ukraine og, efter den russiske invasion, enighed og sammenhold i EU. Macron ventes meget snart officielt at anmelde sit kandidatur til det kommende præsidentvalg. Hans modkandidater har modsat Macron ført valgkamp i adskillige uger. Målinger fra institutterne Harris Interactive og Ifop giver Macron henholdsvis 27 og 28 pct. af stemmerne i første valgrunde. Nummer to, Marine Le Pen står til at få 10 pct. mindre, 17-18 pct.

Det er blevet sværere for oppositionen at angribe Macron, nu hvor hans ageren på den internationale scene er så meget i fokus. Før den russiske invasion af Ukraine kunne oppositionen lettere og uden samme frygt for tab af vælgere som i dag fremføre pro-russiske argumenter og udvise forståelse for de russiske standpunkter. Det gælder ikke i dag. At den russiske invasion har bragt mere sammenhold i EU skader heller ikke Macron. Euroskepticismen har været stærk i Frankrig.

Macron har måttet aflyse en del valgmøder grundet de mange møder i EU og på internationalt plan generelt. Det var lettere for oppositionen at angribe Macron før den russiske invasion af Ukraine at fokusere på spørgsmålet om indvandring og Islam. Men, siger franske valgeksperter (omtalt i ”politico.eu” 1.23.2022), trækker krigen ud og påvirker de vestlige sanktioner ikke Putins handlinger, kan opbakningen til Macron meget vel falde igen. Krigen i Ukraine har gjort det uhyggeligt svært at forudsige, ikke alene hvad der sker på internationalt plan.  Ganske som Frankrig skal Ungarn have valg i april. Også her kan krigen i Ukraine påvirke udfaldet.

Share This