Kommer der skærpede sanktioner mod Rusland før G7-topmødet?

Illustrationsfoto: Ukrainsk forsvarsministerium

Af Michael Skovgaard

EU: EU har allerede udvidet pakken af sanktioner, men bliver man enige om flere før det kommende G7-topmødet i Japan? 

Ifølge Berliner Zeitung overvejer Ukraines vigtigste allierede en udvidelse af sanktionerne. Det drejer om et totalt forbud mod eksport af varer til Rusland. Hidtil har der været tale om en del undtagelser. Der forlyder, at repræsentanter for G7-landene vil drøfte yderligere stramninger forud for G7-topmødet fra 21-23 maj i Hiroshima.

Indtil videre har kun eksport af bestemte varer været underlagt sanktioner. Det drejer sig om visse køretøjer, elektriske generatorer og reservedele til fly.

Det nye forslag går ud på, at alle varer skal omfattes af et eksportforbud – alt lige fra italiensk mineralvand til svenske tv-apparater, som indtil videre ikke har været omfattet af sanktionerne. Det samme gælder en del lægemidler og landbrugsprodukter.

Planen kan dog gå i vasken, da alle 27 EU-lande skal sige ja. Er Budapest, Nicosia og også Berlin, Rom og Paris med på ideen? Det vil tiden vise. Indtil videre har EU eksporteret for milliarder til Rusland trods sanktionerne i hele 2022. Og ifølge Statista.de importerede EU-landene varer til en værdi af 9 mia. euro alene i januar 2023. hvor den tilsvarende eksport lød på 3,9 mia. euro. Desuden vil flere vestlige firmaer, som stadig opererer i Rusland, muligvis blive ramt af gengældelsesaktioner, hvis de skærpede sanktioner træder i kraft.

Et andet aspekt er, at Rusland trods sanktionerne har haft en stabil parallelimport kørende via lande som Tyrkiet, Belarus, Kasakhstan, Georgien, Armenien og Kirgisistan. Ifølge Kommersant har Rusland indført varer via disse lande til en værdi af 20 mia. dollar fra marts til december 2022.

Ydermere formoder Bloombergs kilde, at en skærpelse af sanktionerne vil kaste Rusland i armene på Kina i landets søgen efter alternativer til europæiske varer.    

Share This