Kan Rusland mægle i striden mellem Armenien og Aserbajdsjan?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Aserbajdsjan/Armenien: I juli oplevede vi de mest alvorlige militære konfrontationer mellem Armenien og Aserbajdsjan siden ”firedagskrigen” i 2016. Denne gang brød kampene ikke ud langs kontaktlinjen i den omstridte region Nagorno-Karabak i Armenien, men langs de to landes egentlige grænse (”the shared border”). Det skriver Sergei Markedonov i en interessant analyse for Carnegie Endowment (23.7.20).

Sagt med andre ord var de militære sammenstød i juli ikke kun regionale. Armeniens og Aserbajdsjans fælles grænse patruljeres af både armenske og aserbajdsjanske grænsevagter. Modsat Aserbajdsjan er Armenien med i den russisk dominerede kollektive sikkerhedsorganisation (CSTO) og den Eurasiske Økonomiske Union (EEU), ligesom Rusland har en militærbase i Armenien. Aserbajdsjan er ikke med i disse projekter, men har til gengæld en indflydelsesrig og tæt allieret i Tyrkiet, der støtter Aserbajdsjans territoriale integritet. Med andre ord har Tyrkiet klart støttet Adsjerbajdan i Nagorno-Karabak konflikten og fordømt Armeniens aktioner.

Tyrkiets forhold til Armenien er stærkt belastet grundet flere historiske traumer og hændelser.  Armenien og Tyrkiet har ikke haft diplomatiske forbindelser, grænsen har været lukket siden 1993. Rusland og Tyrkiet har således meget forskellige interesser, når det gælder forholdet til Armenien og Aserbajdsjan. Rusland satser på at fastholde stabile relationer til begge lande og optræder derfor som mægler i konflikten.

Trods Ruslands tætte forhold til Armenien har Kreml et stabilt forhold til Aserbajdsjan og landets leder Ilham Aliejev. Rusland og Aserbajdsjan samarbejder omkring energi, grænsesikkerhed og udnyttelse af ressourcerne i det Kaspiske Hav. Sagt med andre ord satser Rusland på en ”alliance” med Armenien og et ”partnerskab” med Aserbajdsjan.  Ruslands fleksibilitet og evne til at balancere i konflikten har skabt respekt selv i vestlige lande. Helt undtagelsesvist oplever vi her en ”forståelse” mellem Rusland og Vesten.

Armenien ønsker, modsat Georgien, ikke NATO-medlemskab eller et tæt forhold til EU og USA, det beroliger Kreml. Armenien forholder sig til gengæld tilbageholdende, ganske som Kina, når det gælder Georgiens strid med Rusland og Sydossetien, Ruslands ”krig” med Ukraine i kølvandet på Maidan 2013-14 og annekteringen af Krim samt Transdniestr konflikten med Moldova. Rusland må på samme tid tackle flere ”frosne” konflikter i SNG-området og gør det på forskellig vis.

Ruslands engagement som mægler i striden mellem Armenien og Aserbajdsjan skyldes i høj grad også ønsket om fortsat at kunne opretholde gode relationer til Erdogans Tyrkiet. Krig og kaos i Aserbajdsjan-Armienien forholdet vil gøre det meget sværere.