Ad

Kan Biden banke Putin på plads?

Putin og Biden Foto: Official White House Photo by David Lienemann

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Det spørgsmål er flittigt forsøgt besvaret af internationale eksperter og debattører. Afgørende for Biden-administrationen, siger Jacek Przybylski (i det polske ”do Rzeczy” (16.2021)), er at få skabt om ikke fred, så i hvert fald færre konflikter i forholdet til Irak og Europa og i Afghanistan, sådan at USA bedre kan fokusere på konflikten med USA to hovedfjender, Rusland og (især) Kina.

De første møder med løsning på konflikten omkring Irans atomvåbenprogram er afholdt i Wien, og iflg. udmeldinger fra Washington har de været ”positive”, om end de blev forstyrret af et uventet israelsk cyberangreb på et iransk center for berigelse af uran. Præsident Biden har meddelt tilbagetrækning af alle amerikanske soldater fra Afghanistan, lige omkring 20. året for 11.september terrorangrebet.

Forholdet til Europa og især Tyskland ønskes forbedret, hvilket er lykkedes et stykke ad vejen. Men den tyske regering agter ikke at standse færdiggørelsen af Nord Stream 2. Den tyske udenrigsminister Heiko Maas har sagt lige ud, at et stop for Nord Stream 2 kun vil optrappe konflikten i Donbas. Tyskland har også bemærket, at USA i egeninteresse har undtaget olie og olieprodukter fra sanktionerne over for Rusland. At kræve stop for import af gas og olie fra Rusland i Europa er således udtryk for dobbeltstandarder og nationalegoisme.

Om russisk olie og gas transporteres via Tyrkiet, Ukraine eller via Nordsøen er principielt ligegyldigt. Tyskland er i gang med at opgive kul og atomkraft som energikilder og behøver derfor indtil videre mere naturgas for at opretholde industriproduktionen. ”Krigen” mod Rusland (og Kina) føres på flere fronter, militært i form af våbenkapløb økonomisk, som sanktionskrige, regionalt, fx i Østukraine og senest i form af en ”vaccine-krig”, Sputnik V over for amerikanske vacciner mod COVID-19. Oven i det har vi sagen om Navalnyj.

USA har i lyset af den militære optrapning langs grænsen til Rusland ganske som Storbritannien styrket sin militære tilstedeværelse i Sortehavsregionen og drøftet spørgsmålet om muligt ukrainsk NATO-medlemskab, dog uden at give klare løfter. Et muligt topmøde mellem Putin og Biden i juni måned er også blevet bragt på bane. Ukraines præsident Zelenskyj har også foreslået et møde med Putin, det skal finde sted i Donbas og ikke, som krævet af Putin, i Moskva.

Intet peger i retning af det der blot ligner et ”re-set” i USA-Rusland forholdet, tværtimod. Rusland gør sig, ganske som Kina, ihærdige anstrengelser for at frigøre sig fra at bruge dollar som betalingsmiddel, har oprettet betalingssystemet MIR, som dog kun virker i Rusland selv. Kinesernes nye digitale betalingssystemer er en klart større udfordring for USA. De russiske valutareserver holdes ikke i dollar, og Rusland bidrager ikke via det finansielle marked at finansiere den amerikanske statsgæld.

Samtidig hermed har vi oplevet en bølge af gensidige udvisninger af diplomater mellem Rusland og en række europæiske lande, en af de hårdeste har udspillet sig mellem Tjekkiet og Rusland. Om USA kan tvinge Rusland (og Kina) i knæ ved vi endnu ikke, men styrkeforholdet mellem USA og Eurasien/Kina vil over de næste årtier med stor sikkerhed ikke være i USA’s favør og levner således ikke mange chancer for, at Biden og Blinkens nye ”Truman-plan” og ”pax americana” linje tilsat McCartyisme anno 2021 vil vinde på sigt.

Kina og Rusland rykker nærmere, og landene i Asien fastholder frihandel. Begejstringen er ikke udbredt i Europa, i hvert fald ikke i Europas stærkeste land (og økonomi), Tyskland. Det kan derfor blive svært, for ikke at sige ikke umuligt at ”banke Putin på plads”, det skal i givet fald ske inde fra, i Rusland selv.