Kampen om topstillingerne i EU, Central-og Østeuropa føler sig  tilsidesat

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: I juni skal der som bekendt afholdes valg til Europaparlamentet. Og alt tyder på, at højre-nationale partier får stor fremgang. Venstrefløjen er som bekendt i krise. Mange marginaliserede foretrækker højenationale partier a la Virkor Orban’s Fidesz i Ungarn og Robert Fico’s Smer i Slovakiet. De lover vælgerne mere social og fysisk sikkerhed og lav indvandring. 

Efter Europaparlamentsvalget i juni skal topposter i EU fordeles. Og traditionen tro vil det det ikke gå stille af. 25 poster i EU bliver betragtet som værende topstillinger. Landene i Central-og Østeuropa har været medlemmer af EU siden 2004. De har sammenlagt 100 mio. indbyggere, svarende til 25 pct. af EUs samlede befolkning. Men de har iflg.seriøse beregninger kun opnået 7 pct. af topstillingerne set over hele perioden siden 2004.

Landene “mod øst” har det heller ikke godt med, at Hollands Mark Reutte efter alt at dømme bliver NATOs næste generalsekretær med støtte fra USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, NATOs kernelande. “Hvilke moralske kvaliteter har den mand”, har Estlands tidligere præsident Toomas spurgt. I sine 13 år som ministerpræsident har Holland slet ikke levet op til kravet om at bruge mindst 2 pct. af nationalproduktet (BNP) på militær, fastslår han. Der har ellers ikke manglet kandidater til posten fra landene i Central- og Østeuropa. Rumæniens præsident Klaus Iohannis og Estlands ministeræsident Kaja Kallas har været i spil 

Der er trods alt untagelser fra reglen om at topstillingen besættes af folk fra det “gamle” Europa. Polens Donald Tusk beklædte posten som præsident for Det Europæiske Råd i 5 år Den tidligere polske ministerpræsident Jerzy Buzek var i 3 år formand for Europaparlamentet. Letlands Valdis Dombrovskis blev kommissær for handel, da hans forgænger Phil Hogan måtte trække sig tilbage på grund af skandale. Rumæniens Mircea Geoma er vicegeneralsekretær for NATO. Polens udenrigsminister og tidligere medlem af Europaparlamentet Radoslaw Sikorski er nævnt som mulig EU kommissær for forsvar.

Posten som EUs Høje Repræsentant for udenrigspolitik skal nybesættes efter spanieneren Josep Borell. Her har Kaja Kallas fra Estland igen været inde i billedet, men som ved besættelsen af NATO generalsekretær posten er der i det gamle Europa modstand mod, at personer fra Ruslands grænselande får topposter for forsvar og udenrigspolitik. De baltiske lande står som bekendt for den allermest konfrontatoriske linje over for Rusland. De baltiske landes ledere har flere gange sagt, at spørgsmålet ikke er, om Rusland vil angribe, men hvornå det vil ske. Ikke alle tror det, trods alt. Frygten for et atomragnarok er trods alt (også) vokset. Våbenhvile og fredsforhandlinger kan blive en realitet på et eller andet ridspunkt.  

Ursula von der Leyen fra Tyskland er villig til genvalg som forkvinde for Kommissionen. Hun er ikke lige populær overalt, men bliver vel i sidste ende sikkert svær at komme uden om. Egnede modkandidater står ikke ligefrem i kø.

EU står i de kommende år over for meget store udfordringer. Budgettet må justeres på grund af de store ekstra bevillinger til Ukraine. Modstanden mod fortsat stigende støtte til Ukraine vil formodentlig vokse efter EP-valget i juni. Flere medlemslande vil stille krav om traktatændring med lettere adgang til at træffe flertalsafgørelser. Det er ikke populært især i EUs mindre medlemslande.  Krigen mellem Israel og Hamas og mellem Rusland og Ukraine er svær at håndtere. Landmænd aktiionerer i flere-lande og truer både opbakningen til Ukraine og den grønne omstilling. Det skal også afgøres, om og hvor langt EUs sanktioner over for Polen og Ungarn skal vare ved, og om andre lande, fx Slovakiet også skal rammes. USA kan måske i november få Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus. Det kan føre til nye handelskrige mellem Europa og USA og til et NATO, der reelt er uden USA, fx når det gælder militærstøtte i tilfælde af krig med Rusland. 

De central-og østeuropæiske lande udgør ikke en fælles front. De varetager forskellige interesser. Visegrad-samarbejdet, samarbejdet mellem de fire centraleuropæiske lande, halter. Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn ønsker alle mere indflyldelse i EU, men Robert Fico i Slovakiet og Viktor Orban i Ungarn er ikke meget for, at en person fra de baltiske lande besætter topposter, især ikke når det gælder forsvar og sikkerhedspolitikcn-  og omvendt.