Kaczynski-doktrinen præger polsk politik

Formand for Lov og Retfærdighedspartiet Jaroslaw Kazcynski Foto: Piotr Drabi

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den polske regering fører en mildt sagt en aktiv udenrigspolitik nedfældet i det der er kaldt “Kaczynski-doktrinen” opkaldt efter Jaroslaw Kaczynski, lederen af det regerende Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Polen er iflg. doktrinen på samme tid i “krig” med Rusland, Tyskland, EU og Frankrig.

Forholdet til USA er bedre, men langt fra harmonisk. Regeringen frygter, hvad den ser som et muligt tysk-russisk “overherredømme”, den dag der ikke længere er krig i Ukraine. Om Polen økonomisk vil blive styrket, når/hvis freden i Ukraine indtræffer, er ikke sikkert. Da Polen aktivt støttede USA under krigen i Irak, blev der stillet store ordrer i udsigt under den efterfølgende genopbygning af Irak. De ordrer kom som bekendt ikke. Det samme vil sagtens kunne ske i Ukraine lyder det fra eksperter.

Kaczynski-doktrinen er blevet skarpt kritiseret. Det førende oppositionsparti Borgerplatformen ledet af Donald Tusk er mere indstillet på et samarbejde med Tyskland og er mere EU venligt. Fra centrum-venstre beskyldes regeringen for overdreven russofobi og skræk for Tyskland. Kaczynski-doktrinen skader samarbejdet i Europa og muligheden for fred i Ukraine, siges det.

For nogle årtier tilbage forholdt det sig meget anderledes. Den i dag så udskældte tyske eks-kansler Gerhard Schrøder fik tildelt den højeste orden (“Order Orla Bialego”) som tak for hans opbakning til polsk medlemskab af EU og NATO. Samme hæder tilfaldt Helmut Kohl fra CDU og Johannes Rau fra SPD. I egenskab af polske kardinaler var Stefan Wyszynski og Karol Wojtyla i 1965  medunderskrivere af brevet, som opfordrede til udsoning mellem Tyskland og Polen.

Forholdet til Tyskland og EU, krigen i Ukraine og for eller imod afdøde pave Johannes Paul II vil helt sikkert være en vigtig del af den valgkamp, der reelt er begyndt. Der skal afholdes valg i Polen, formentlig i oktober måned i år. Det imødeses med stor spænding, i højeste grad også uden for Polen selv.

Share This