Ikke kun Polen, også Frankrig afviser EU-domstolen

Valgplakat i Frankrig Foto: Lorie Shaull

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Frankrig: I Frankrig, på samme måde som i Polen og Ungarn, spiller spørgsmålet om national suverænitet ikke alene i forhold til EU, men bestemt også i forholdet til NATO og USA, en stor rolle. Det sker efter at Australien for nylig droppede ordren på u-både fra Frankrig og givet den til USA. Tonen i den franske præsidentvalgkamp minder om det, vi oplever i det nye Europa, og ikke alene i Polen og Ungarn. Det går bestemt ikke ubemærket hen i den national-konservative presse i Polen, fx i ugeskriftet ”Do Rzeczy” (41.2021).

Da EU-Domstolen kom med en kendelse, gående på arbejdstiden for ansatte inden for militæret, tog næsten hele den politiske klasse i Frankrig skarpt afstand, ja kaldte dommen ”retsstridig”. Den skulle ignoreres, slet og ret. Og EU-domstolens kompetence skal inddæmmes og begrænses, lyder det. EU-love skal ikke stå over de nationale. National suverænitet skal igen i højsædet, ganske som i sin tid under de Gaulle, skriver ”Politico” (15.10.2021).

Også i EU oplever vi ”EU-bashing” især blandt de kandidater, der lige udfordrer Emmanuel Macron, den nuværende franske præsident. Kapløbet om præsidentposten er iflg. meningsmålingerne meget tæt. Macron står til 26 pct. i første runde, kapløbet mellem andre kandidater, især Le Pen, Zemour, Bertrand, er lige nu meget tæt. De får alle omkring de 15 pct. af stemmerne. Meget kan ske de næste måneder.

Tidligere minister for Socialistpartiet, Arnaud Montebourg siger lige ud, at Polens afvisning af EU-rettens fortrinsret er vigtig. Frankrig, fortsætter han, skal helt på samme vis kræve national suverænitet uanset de politiske meningsforskelle, der ellers eksisterer mellem Frankrig og Polen.

Michel Barnier, EU’s tidligere Brexit-forhandler, kom med ”hard-line” udtalelser mod Polen, da den polske højesteret kom med sin kendelse, men i kampen for at vinde flere konservativt indstillede vælgere har han foreslået en folkeafstemning i spørgsmålet om fransk ret over for EU-retten og de kendelser, der kommer fra EU-domstolen og fra den europæiske menneskeretsdomstol.

Hans ”dobbelte-holdninger” over for Polen og Ungarn er naturligvis ikke gået ubemærket hen blandt hans politiske modstandere. Xavier Bertrand, kandidat for Republikanerne, har foreslået en forfatningsændring, som skal sikre Frankrigs interesser, som det bliver formueret. En anden republikansk kandidat Eric Ciotti har sagt det samme. Marine Le Pen har naturligvis også slået på nationale franske interesser.

Iflg. meningsmålinger udtaler kun 36 pct. af franskmændene tillid til EU, hvilket er det laveste tal i EU og 13 pct. under EU-gennemsnittet. Så Emmanuel Macron har fået et alvorligt problem. EU kan få det. EU kan med større kraft blive kritiseret for at diskriminere det nye Europa, hvis Frankrig skulle lov til at køre det, der mest af alt ligner et friløb i forhold til EU-retten.

Share This