Hviderusland under forandring, men hvor langt?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

Hviderusland: Interessen for udviklingen i Hviderusland er vokset i takt med stigning i samhandel og i kontakter med EU. I ”New Eastern Europe” giver den kendte historiker og SNG-ekspert Andrew Wilson sit bud. Hvad sker der? Hvor langt går forandringerne? At Hviderusland er under forandring, er uomtvisteligt, siger han.

Men når det gælder demokratiet, et område hvor EU ønsker forandring, er fremskridtene beskedne. Men, konstaterer Wilson, Hviderusland kan trods alt ikke længere betegnes som ”Europas sidste diktatur”. Styret i Minsk holder fast i ”princippet om suverænitet” og stabilitet og har været påvirket af udviklingen i nabolandet Ukraine, der lige nu er ”krig” med Rusland og er alt andet end stabilt. Regimeoverlevelse og personlig overlevelse går frem for alt, men noget er der sket.

Forandringerne i landet går på tværs af kultur, udenrigspolitik, sikkerhed og økonomi. Og den samlede effekt er ganske betragtelig. Kulturpolitikken er nært forbundet med spørgsmålet om national identitet. Traditionelt har Hviderusland været betragtet som ”Russia-lite”, men det forsøger Lukasjenko at ændre via en satsning på mere nationalistisk historiegrafi. Her falder to ”søjler” i øjnene.

Den første søjle er, hvad Wilson betegner som ”dekonstruktion” af den fælles panslaviske oprindelse og enhed, fx oprettelsen af Kijev Rus og understregningen af landets separate historie. Den anden søjle er at ”reintroducere” ideen om Storhertugdømmet Litauen-Polen som quasi-slavisk og derfor (også) hviderussisk snarere end en periode med polsk undertrykkelse.

Alt dette er gjort langsomt, trin for trin. Samtidig er også fremført ideen om Hviderusland som et ”patchwork” af lokale identiteter, hvilket fra russisk side hånligt er kaldt ”små-by nationalisme”. Trods re-nationaliseringen af historien har Hviderusland højtideligholdt 100-året for oprettelsen af den Røde Arme og KGB, den sovjetiske efterretningstjeneste. Der er stadig en gade i Minsk opkaldt efter KGBs grundlægger Felix Dzerzinski, også en statue af ham. Navnet KGB bruges stadig om landets sikkerhedstjeneste, men den har fået færre ressourcer, og der er sket flere administrative omlægninger. En stor del af eliten er stadig russofil, og rigtig mange hviderussere ser også russisk TV.

Men forandringer er der sket, også i udenrigspolitikken, der nu, for at bruge udenrigsminister Uladzimir Makeis formulering, er blevet ”ægte multi-vektor”, ikke kun orienteret mod Rusland. Der satses på en mix af balancering mellem stormagterne, i nogle tilfælde ”bandwagoning” (det at hægte sig til én stormagt) samtidig med flere elementer af neutralitetspolitik. Det lyder umiddelbart inkonsistent, men den virker. I hvert fald er Hviderusland blevet ”stuerent”, set fra Bruxelles og fra Washington. Det skyldes i høj grad også Hvideruslands indsats for at få skabt fred eller i det mindste få konflikten i Østukraine droslet ned (”Minsk-processen”), og Ukraine er ikke eneste eksempel.

Derudover er militæret blevet re-justeret. En ny forsvarsdoktrin blev vedtaget i 2015, i 2016 blev også faren for hybridkrig taget med. Forsvarsudgifterne er steget til omkring 1,5 pct. af bruttonationalproduktet. Over for Vesten søges lagt en ”blød linje”, fx var Hviderusland mere samarbejdsvenlig og åben end Rusland under de store ”Zapad” militærøvelser med Rusland i 2017.

Inden for økonomien er der ikke sket de store ændringer, men dog nogle. Fra 2008, efter finanskrisen blev landet ramt af stagnation. Hviderusland kom med i den russisk dominerede Eurasiske Union i 2015, men det var ikke nok til at løse landets økonomiske udfordringer. Derfor satses der nu på mere samarbejde med Vesten og også med Kina.

Sagt med Wilsons egene ord, Hviderusland behøver Rusland for at overleve økonomisk, men Rusland kan ikke sikre økonomisk fremgang. Der er også over de sidste år også indtruffet en ”organisk vækst” i den private sektor. Den private sektor producerer nu omkring 50 pct. af landets BNP, 25-30 er ansat i den private sektor, især i IT sektoren, der har været i vækst. Landets største virksomhed, handelskonglomeratet ”Jevrotorg” med 40.000 ansatte er privat ejet. Den økonomiske balancegang er bestemt ikke let, for reserverne i udenlandsk valuta er for små, sammenlagt på omkring 7 mia. dollar.

Vigtigt for Lukasjenko er som sagt at holde selve systemet (”sistema”) intakt politisk såvel som økonomisk. Reel politisk opposition til styret tillades ikke. I begyndelsen af 2018 overvejede Lukasjenko en grundlovsændring, der ville begrænse præsidentens magt, men den plan blev opgivet efter de revolutionære forandringer i Armenien. I stedet for ”hård” benyttes ”smart repression” med fx bøder og indespærring af oppositionelle i kort tid. Dødsstraffen er ikke helt opgivet.

Men Hviderusland, konkluderer forfatteren, er alt i alt meget anderledes end i 2010 og 2014. Men der tages små skridt ad gangen både indenrigs- som udenrigspolitisk, for stabiliteten skal fastholdes. Relationerne med Rusland opretholdes, der ønskes ikke et Ukraine-scenarie og dramatiske ændringer. EU støtter reelt også de små forandringers politik og forfølger en ”vent og se politik”. Det er, siger Wilson, i tråd med EU’s østpartnerskabspolitik, sådan som vi har kendt den over årene.