München 1938, Tjekkoslovakiet skulle ofres for freden
”Fred i vor tid” lovede den britiske premierminister Neville Chamberlain efter et møde med Adolf Hitler den 30. september 1938. Ved at forære Nazityskland et stykke af Tjekkoslovakiet havde han sikret resten af Europa mod nazisternes aggression. Troede han. Hitler så anderledes på det. ”Vore fjender er små orme”, konstaterede diktatoren.
Af Else Christensen
Tjekkiet/Slovakiet: Neville Chamberlain var ikke nogen stor taler, men denne aften, den 27. september, 1938, var han elendig. Det ene krisemøde havde dagen igennem afløst det andet og han rystede over hele kroppen, da han kl. 20 satte sig foran mikrofonen for at tale til den britiske nation. Ordene væltede frem. ”Hvor er det forfærdeligt, begynderligt og utroligt, at vi nu her graver skyttegrave og afprøver gasmasker på grund af en strid i et fjernt land mellem mennesker, som vi ikke ved noget om”, klagede han. ”Hvis vi skal kæmpe, skal det være for en større sag end det”, fastslog han.
I Berlin lyttede rigskansler Adolf Hitler interesseret. Det fjerne land var nemlig Tjekkoslovakiet og sagen, som Chamberlain ikke mente var stor nok til at kæmpe for, var Sudeterlandet, en del af den tjekkoslovakiske nation, som Tyskland havde sat sig for at annektere. Talen gjorde det klart for Hitler, at han kunne få det lige, som han ville have det.
Få timer senere ringede telefonen i det britiske udenrigsministerium. Hitler ville gerne mødes med Chamberlain. Den 30. september, blot tre dage efter Chamberlain´s tale, kunne premierministeren begejstret fortælle briterne, at alt var godt. Gasmasker, bomber og skyttegrave ville der ikke blive noget af. Ved en aftale med ”Herr Hitler” havde han, forkyndte Chamberlain, mens han begejstret viftede med papiret med diktatorens underskrift, sikret freden i Europa.
Aftalen, som skulle gå under navnet ”Münchenaftalen”eller – mere realistisk – ”Münchendiktatet”, var, forklarede Chamberlain sine landsmænd, klokkeklar. Hitler fik Sudeterlandet, et område i den vestlige del af Tjekkoslovakiet. Til gengæld havde rigskansleren lovet at afholde sig fra alle fremtidige territorialkrav. Aftalen var, forsikrede Chamberlain, kun ”forspillet til en større løsning, igennem hvilken hele Europa vil kunne opnå fred”.
Englændere beundrede Hitler
Udover at være moralsk forkastelig, virker Chamberlain´s holdning for os i dag grænseløst naiv. I 1938 var den imidlertid ikke ualmindelig. 1. verdenskrig med dens millioner af døde og invalide var stadig i frisk erindring. Europæerne var skrækslagne ved tanken om en ny krig. Desuden nærede mange, også udenfor Tysklands grænser, en vis beundring for Hitler, der igennem 1930érne i forbavsende grad havde formået at få den ødelagte tyske økonomi på fode. Det gjaldt også i England. Selv Winston Churchill, der senere stålsat skulle lede Europa til sejr over Nazityskland, kunne ikke sige sig fri.
”Man kan godt afsky Hitlers politiske system og alligevel beundre hans patriotiske resultater. Hvis mit land blev slået i krig, håber jeg, at vi ville finde en lige så ukuelig leder til at forny vort mod og lede os tilbage til vor rette plads imellem nationerne”, skrev han i 1935.
Hitlers hensigter var åbenlyse
Briternes tillid til Hitler krævede imidlertid, at de vendte mere end eet blindt øje til. Lige siden magtovertagelsen i 1933 havde Hitler oprustet lige så hurtigt som industrien kunne følge med. Stik imod internationale aftaler, oprettede naziregimet en stærk hær, en slagkraftig flåde og et moderne luftvåben. At fastholde illusionen om at isenkrammet kun var til selvforsvar, krævede at iagttageren så bort fra Tysklands engagement i den spanske borgerkrig, hvor Luftwaffe-korpset Legion Condor blandt andet gjorde sig bemærket ved at jævne byen Guernica med jorden for at hjælpe fascisten Franco til magten. Hitlers trang til at ekspandere fornægtede sig heller ikke, da hans tropper den 11. marts 1938 rullede ind i nabolandet Østrig og ved det såkaldte ”Anschluss” indlemmede landet i det tyske rige.
Nazisterne manipulerede det tyske mindretal
At Hitler herefter vendte blikket mod Tjekkoslovakiet var forudsigeligt. Med sin rige jern- og stålproduktion og en velfungerende industri ville landet være en stor gevinst for nazisternes krigsmaskine. Desuden var landet vigtigt som en del af det ”Lebensraum” – bosætterområde for tyskere – som Hitler i hvert fald siden 1933 eksplicit havde bekendtgjort, han ville anlægge i området øst for den daværende tyske grænse.
Rutineret fandt Hitler det punkt, hvor han lettest og mest effektivt kunne ramme Tjekkoslovakiet, Som mange andre nationer indeholdt landet en række nationale mindretal, herunder omkring 2,5 mio. tysktalende, som boede i det såkaldte Sudeterland i det vestlige Tjekkoslovakiet. Nogle af tyskerne her ønskede en form for selvstyre med tilknytning til den tjekkoslovakiske stat. Dette ønske om større selvbestemmelse greb Hitler og manipulerede til egen fordel.
Få dage efter Anschluss kaldte han Konrad Henlein, lederen af det halvnazistiske Sudetendeutsche Partei, til Berlin. Partiet skulle opgive alle tanker om begrænset selvstyre og i stedet henvende sig til den tjekkoslovakiske præsident, Edward Beneš, med krav om fuld selvstændighed, befalede Hitler. Beneš, der vidste at han ved at afgive Sudeterlandet ville underskrive sit lands dødsdom, sagde naturligvis blankt nej. Forbedrede forhold for de tysktalende, der i forvejen var beskyttet af mindretalsrettigheder, ville han derimod gerne tale om. Som svar fik Hitler Henlein til at sende sine folk på gaderne i Sudeterlandet, hvor de anstiftede optøjer, knuste vinduer i jødiske butikker og øvede hærværk i almindelighed.
Chamberlain ofrede Tjekkoslovakiet
Hver gang det tjekkoslovakiske politi slog ned på ulovlighederne, rykkede Hitler ud med påstande om krænkelser og forfølgelse. Men i stedet for at bakke den tjekkoslovakiske regering op, bad briterne hændervridende Beneš om at erklære, at han nok skulle forbedre sudetertyskernes stilling. En sådan erklæring ville, mente udenrigsminister Lord Halifax, stille den tyske regering i en situation, hvor de var ”uden rimelig grund til at beklage sig”.
Hitler var imidlertid ligeglad med rimelighed. Han ville have Tjekkoslovakiet. Hver gang Beneš gav sig, stillede Hitler og Henlein nye krav. Da den tjekkoslovakiske regering i midten af september følte sig så overvældet af optøjerne, at den indførte krigsretstilstand, erklærede Hitler krig.
Skræmt fra vid og sans enedes briter og franskmænd om, at Tjekkoslovakiet skulle afstå alle områder med mere end 50 procent tyskere, hvilket ville sige en tredjedel af landet. Da Beneš nægtede, pustede Hitler sig op.
”To mænd står overfor hinanden. Der står hr. Beneš og her står jeg[…]. Han må enten acceptere dette tilbud og give tyskerne deres frihed, eller også tager vi den selv”, erklærede han den 26. september foran en jublende mængde i Berliner Sportpalats.
Dagen efter satte Chamberlain sig foran mikrofonen for at tale til nationen. Han havde da to valg; enten at tale Hitler midt imod, selvom det kunne medføre krig eller ofre Tjekkoslovakiet. Da talen var slut, var valget gjort. Tilbage var kun at rejse til München og skrive under.
Fik forsvarsværker foræret
Ved ”Münchenaftalen” måtte Tjekkoslovakiet afstå omkring 30.000 kvadratkilometer af landet, hvilket betød 66 procent af landets kulreserver, 70 procent af elektricitetskapaciteten, 70 procent af jern- og stålværkerne samt Skoda-fabrikkerne, landets største våbenproducent.
Omkring 150.000 af områdets beboere flygtede, heraf mindst 30.000 tyskere. Annekteringen var dog kun begyndelsen. I marts besatte Tyskland resten af Tjekkoslovakiet. En let sag, da Sudeterlandet belejligt nok indeholdt landets vigtigste forsvarsværker. Hverken England eller Frankrig løftede en lillefinger.
Først efter endnu et halvt år, i september 1939, da tyske tanks rullede over den polske grænse, kunne de ikke længere sidde Hitlers sande intentioner overhørig. Hvad der havde givet Hitler modet til at handle så ufortrødent, var der ikke nogen tvivl om.
”Vore fjender er små orme. Jeg har selv set dem i München”, forklarede han sine generaler kort før invasionen.
Münchenaftalen reddede Hitlers liv
München-aftalen, som havde Italien og Frankrig som medunderskrivere, kom på et afgørende tidspunkt. Den økonomiske depression, som fulgte verdenskrigen havde fået Frankrig og England til at fravælge modernisering af det militære beredskab. I krigens første måneder havde de tyske styrker nærmest frit spil. Ved invasionen af Frankrig har Hitler sikkert sendt Chamberlain en særligt venlig tanke; omkring hver fjerde af de tyske tanks brugt i angrebet var produceret på Skoda- fabrikkerne.
Aftalen reddede måske endda Hitlers liv. General Ludwig Beck planlagde i sommeren 1938 et attentat, der for evigt skulle stoppe den krigsgale diktator. Hitlers øgede popularitet som følge af aftalen gjorde, at Beck skrinlagde projektet. Først i 1944 genoptog han sammen med blandt andre Claus von Stauffenberg planerne, men attentatet, benævnt ”Operation Valkyrie” slog grueligt fejl.
Under alle omstændigheder var det for sent. Millioner af mennesker var allerede omkommet på slagmarkerne og i Hitlers udryddelseslejre. Tjekkoslovakkerne, hvis sag Chamberlain havde dømt for lille til at være værd at kæmpe for, blev ikke skånet. Tværtimod. Tusinder blev myrdet, torteret eller sendt i koncentrationslejr af nazisterne, en del af dem under ”rigsprotektor” Reinhard Heydrichs (kaldet ”Hitlers blonde bøddel”) rædselsregimente i Böhmen og Mähren (det nuværende Tjekkiet). Efter krigen fulgte sovjetisk dominans og besættelse; München kastede lange skygger.
Se Chamberlain fred i Europa: