Har Boris Johnson blokeret for en fredsaftale i Ukraine?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Måske blokerede Storbritanniens nu afgåede minister Boris Johnson en aftale, en ”interim settlement”, der var klar til underskrift af Rusland og Ukraine i begyndelsen af april, godt en måned efter den russiske invasion af Ukraine. Den oplysning stsammer fra Fiona-Hill og den kendte Rusland-forsker Angela Stent og er refereret i flere internationale medier, dog ikke herhjemme.

Iflg. aftalen skulle Rusland trække tropperne tilbage til positionerne fra før den 24. februar, hvor Krim og dele af Donbas regionen var under russisk kontrol. Ukraine skulle til gengæld love ikke at ansøge om NATO-medlemskab, men kunne opnå sikkerhedsgarantier fra bestemete lande. Boris Johnson lagde pres på regeringen i Kiev for at standset forhandlingerne om aftalen, siges det. Det skal være sket i forbindelse med hans besøg i Kiev i april. Hans argumentation var, at Putin ikke er til at forhandle med, og at Vesten ikke er indstillet på at stoppe krigen i Ukraine.

Spørgsmålet er, hvorfor vestlige lande bøjede sig og valgte at føre en stedfortræderkrig (”proxy war”) i Ukraine. Johnson opnåede i hvert fald, at den vestlige politik over for Rusland og til krigen helt generelt blev mærkbart hårdere. Ukraine selv slog ind på den hårde linje, at vinde freden på slagmarken og få grænserne fra før 2014 tilbage.

Der har på det seneste været forhandlinger, herunder aftaler om inspektion af atomkraftværket i Zaporizhshia og åbning for korneksport fra Ukraine og Rusland fra havne langs Sortehavet. Men at de aftaler vil kunne (gen)åbne forhandlinger om en midlertidig eller varig fred er tvivlsomt. Troen på en sejr på slagmarken er dominerende i både Ukraine og i flere vestlige lande. Med Liz Truss i Downing Street vil den hårde linje med stor sikkerhed blive fortsat, i hvert fald indtil videre.

Joe Biden står også for den hårde linje, verden er for ham opdelt i en vestlig fredslejr over for en autoritær kinesisk og russisk domineret. Den ikke-interventionistiske fløj bedre repræsenteret blandt republikanerne. Kritik af den førte politik findes især inden for den realistiske skole.