Ad

”Generations matter”holdninger blandt unge russiske diplomater

Statsdumaen i Moskva Foto: Moscowjob

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Hvad sker der i russisk udenrigspolitik i de sidste år under Putin? Og hvad sker der efter 2024? Er der forandringer på vej? De spørgsmål forsøger Kadri Likk at besvare den liberale tænketank ECFR at besvare et stykke ad vejen (i et ”policy brief” 19.11.2019) ved at portrættere de udenrigspolitiske cirkler i dagens Rusland. Det sker gennem 18 dybtgående interviews med unge ansat i udenrigstjenesten (”policy professionals”) samt samtaler og diskussioner med unge diplomater i udenrigsministeriet og studerende ved det prestigefyldte Moskva Institut for Internationale Relationer (MGIMO). 

At ”generations matter” er sikkert, konstaterer Liik. Russiske diplomater uddannet og opdraget under Stalin tænkte meget anderledes end dem, der blev uddannet efter Stalin, under tøbruddet under Khrustjev (fx Michail Gorbatjov). De unge fra 1970erne var mest ”sovjetiske”. De blev uddannet under det såkaldte sovjetiske ”realsocialistiske” system, de tilpassede sig bedst muligt, investerede i det, indtil det til sidst gå under. De unge der blev uddannet senere, i 1990erne har stadig vigtige positioner i dagens Rusland og frem til 2024. Spørgsmålet er, hvad de unge imellem 20 og 40 år tænker.

Undersøgelsens konklusion er, at vi ikke skal forvente dramatiske forandringer udenrigspolitisk, den dag Putin ikke længere er i Kreml. Mange yngre havde i deres helt unge dage, i 1990erne meget høje forventninger til samarbejdet med Vesten, men blev skuffet. En del unge har besøgt Vesten, måske derfor er de ikke ”idealistiske”, men ”realistiske”. Den realistiske tilgang kan minde om den vi fandt tilbage i 1800-tallet Rusland, hvor tsar Alexander III kom med den berømte formulering om, ar Ruslands eneste sande allierede er flåden og hæren. I det lukkede Sovjetunionen blev Vesten af mange unge betragtet som et ”mirakel”. Efter 1991 var miraklet forbi. Realpolitikken tog over.

Annekteringen af Krim i 2014 kom bag på de fleste inden for diplomatiet. De vigtigste beslutninger blev (og bliver stadig) taget andre steder end udenrigsministeriet, fx i Putins inderkreds og/eller i det nationale sikkerhedsråd knyttet til Kreml. Kun halvdelen af de uddannede fra MGIMO søger ansættelse i udenrigsministeriet, mange foretrækker ansættelse i (semi) private virksomheder. En del er utilfredse, men kun få emigrerer. De fleste utilfredse søger i stedet emigration ”internt”, mødes med ligestillede og diskuterer frit. At være diplomat er, som det er nu, mest det at være ”soldat”, at forsvare Rusland i ét og alt, ikke at mægle og konfliktløse.

Året 2014 med annekteringen af Krim blev for Rusland som året 1989 var for Kina (nedkæmpelsen af studenteroprøret). Ganske som Kina i 1989 blev Rusland udsat for vestlige sanktioner. Men mange er utilfredse med Vestens reaktion. Santioner giver ikke mening. For Vesten handler ud fra dobbelstandarder. Hvad er tilladt for staten Israel, fx annektere Golan-højderne og Vestbredden, gælder slet ikke for Rusland, fx annektere Krim. 

I dag er halvdelen af Ruslands embedsværk under de 39 år. De tænker på mange måder anderledes end tidligere generationer. Tænkningen er typisk realpolitisk, aideologisk, ”case-by case” og ikke-strategisk. De store ”narratives”, fx klimaforandringer, optager dem ikke så meget, mest på lokalt plan. De lever ”her og nu” og tænker meget lidt i historiske baner. Der eksisterer for dem ikke bindende internationale regler. De ser ikke for sig permanente venner og fjender på den internationale scene. Gårsdagens venner kan i princippet være fremtidens fjender. Det gælder også  i forholdet til Vesten og Kina.

De unge i dag er ikke ubetinget Putin-loyale, synspunkterne er typisk nuancerede, men samtidig modsigelsesfyldte. Den fremtidige russiske udenrigspolitik bliver, hedder det i analysen, næppe bestemt ud fra en kamp mellem de ”dårlige putinister” og de ”gode oppositionelle”. Billedet er meget mere nuanceret.

Vesten har over de sidste århundrede været i fokus i den russiske udenrigspolitiske tænkning. Vesten er enten blevet set som en model for Rusland eller som en kraft, der skal bekæmpes. I dag ser vi mest det sidste. Undersøgelsen når også frem til, at de unge i udenrigstjenesten ser forskelligt på USA og Europa. Europa vurderes  mere positivt end USA. Eller som sagt i undersøgelsens fokusgruppe, ”USA ønsker at standse vores udvikling for at opretholde status quo og hegemoni”, Derfor må vi re-orientere os mere mod Europa”.