Fredsbevarende FN-tropper i Donbas: Realistisk mulighed eller utopi?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Rusland: Genoplivningen af tanken om en udstationering af fredsbevarende styrker i FN-regi i Donbas viser, at både Ukraine og Rusland har et ønske om at reservere et rum for diplomaterne. Det skriver Vasyl Mykhailyshin, forsker ved institut for international politik i Hamburg, for ”New Eastern Europe”. Men det bliver bestemt ikke let. Begge parter ser en chance for at vise deres vilje til en fredelig løsning på konflikten i Donbas og bebrejde modparten, dersom forhandlingerne strander.

Lige nu forekommer konflikten helt fastfrossen. Kampene fortsætter, om end ikke med samme intensitet som i 2014 og 2015. Iflg. FN blev 94 civile og dræbt og 454 såret i perioden januar til november 2017. Men alene det at spørgsmålet er kommet højere op på dagsordenen er positivt. Også fangeudvekslingen før nytår 2017-18 var et tegn på, at Minsk-processen ikke er helt afgået ved døden.

Selve idéen om FN-styrker i Østukraine er ikke ny, den opstod helt tilbage i efteråret 2014. Målet dengang var at få deeskaleret konflikten i Østukraine. I februar 2015 blev idéen igen bragt på bane i forbindelse med kampene omkring byen Debaltseve i Donetsk regionen, og emnet blev taget op i FN og EU på den ukrainske regerings foranledning. I 2016 blev emnet igen rejst af Ukraines præsident Petro Porosjenko. Fra ukrainsk side blev også foreslået en særlig ”EU politimission” i Donbas.

Tanken om FN-tropper i Donbas fik ny næring i april 2017, efter en amerikansk statsborger i OSCE missionen var blevet dræbt af en landmine. Den 5. september kom Rusland med sit eget udspil i forbindelse med en konference afholdt i kølvandet på et BRICS møde. Efter det russiske forslag skulle FN-indsatsen ikke omfatte hele Donbas, men begrænse sig til demarkationslinjen og være møntet på at beskytte OSCE observatørerne. De fredsbevarende styrker skal kun bære lette våben. Efter samtaler mellem Putin og Merkel skal beskyttelsen af OSCE observatører kunne udtrækkes til hele det område, der kontrolleres af separatisterne. Den fredsbevarende operation skal efter det russiske forslag finde sted efter etablering af en våbenhvile og tilbagetrækning af tunge våben, tidligst 6 måneder efter.

Regeringen i Kijev mener, at de fredsbevarende styrker skal kunne bevæge sig i hele det område, separatisterne kontrollerer og også langs grænsen til Rusland og herved bidrage til at sikre Ukraines territoriale integritet. På de her nævnte punkter støttes regeringen i Kijev stort set af Bonn og Paris. Enighed om FN-styrker skal iflg. Kijev ikke være en begrundelse for at fjerne sanktionerne over for Rusland, og russere skal ikke som aggressor i konflikten kunne bære ”FNs blå hjelme”, underforstået ikke være en del af de fredsbevarende styrker. Ukraine vil heller ikke anerkende separatisterne som en forhandlingspart. Rusland ser modsat sig selv som forhandlingsparter og som mægler, Rusland er som bekendt en part i Minsk processen og i OSCE’s ”Special Monitoring Mission”. Rusland mener heller ikke, at separatisterne i Donbas fuldstændig kan holdes uden for en aftale.

Lige nu er det svært at få øje på det frie ”diplomatiske rum”. Problemet var (og er stadig), at Rusland og Ukraine er uenige, fx når det gælder antallet af FN-tropper, bevæbning af tropperne og deres adgang til den ukrainsk-russiske grænse. Hovedproblemet, siger Mikailyshin, er dog uenigheden mellem Moskva og Kijev om Ruslands rolle i både selve konflikten og i en mulig løsning. En hurtig løsning er ikke i udsigt. Det er beklageligt, da omkring 4.4 mio. mennesker er dybt berørt af konflikten, heraf har de 3.4 mio. hårdt brug for humanitær hjælp og beskyttelse.

I en analyse for Carnegie Europe (januar 2018) skriver Thomas de Waal, at årsagen til den sociale misere i Donas er separatisternes kynisme og Kijev regeringens ligegyldighed. Den hårde linje har klart fået overtaget i Kijev, for Ukraine betragter Donbas nu primært som en territorial konflikt med Rusland selv.

1.6 personer er blevet internt fordrevne, en tredjedel af dem bor i Donbas. De der bor uden for Donbas har, som forholdene er nu, ikke ret til at stemme ved valgene i Ukraine. Skulle der komme FN-tropper til Donbas vil de mere bidrage til at ”fastfryse” (”freezing”) konflikten end løse den, ganske som set vi har set det på Balkan efter krigene og de etniske udrensninger i 1990erne.