Forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine om transit af gas, hvad sker der fra 2020?

Illustrationsfoto: Dreamstime

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/Ukraine: Ved årsskiftet 2019-2020 udløber den nuværende aftale om gasleverancer mellem Ukraine og Rusland. Begge lande er indstillet på at forhandle om indgåelse af en ny aftale. Også EU deltager. Men udsigterne til en aftale er ikke lyse, konstaterer Julia Kusznir i det Bremen baserede ”Ukrainen-Analysen” (14.11.2019).

Den nuværende aftale blev indgået i 2009, da Julia Tymosjenko var Ukraines ministerpræsident, og den gælder for 10 år. Tymosjenko er fra flere sider blevet beskyldt for i 2009 at have givet Rusland for store indrømmelser. Op til 2009 havde Rusland og Ukraine ikke kunnet enes om en aftale. Det betød at også transitleverancerne af gas via Ukraine til Europa standsede i en periode, endda i de kolde vintermåneder. Iflg. aftalen mellem Gazprom og det ukrainske energiselskab Naftohas skulle Rusland ti år frem levere 52 mia. m3 gas om året, heraf de 41 mia. efter formlen ”take-or-pay” modellen. Det indebærer, at Rusland skal betale, også selv om det ikke er muligt for Gazprom at afsætte al gassen.

Rusland har ud over aftalen om transit via Ukraine gennem bilaterale stat til stat  aftaler forpligtet sig til at levere ekstra mængder gas. Gasaftalen mellem Rusland og Ukraine blev uundgåeligt påvirket af optrapningen af konflikten mellem Ukraine og Rusland i kølvandet på Maidan oprøret og annekteringen af Krim i 2014. Krigslignende tilstande mellem leverandør (Rusland) og transitland (Ukraine) er aldrig befordrende for økonomisk samarbejde. Rusland hævede markant prisen på gas leveret til Ukraine. Fra 2015 standsede Naftohas al direkte import af gas fra Rusland og købte den i stedet i form af ”reverse flow”, dvs. via Polen og Slovakiet. Rusland og Ukraine har gensidigt beskyldt hinanden for kontraktbrud og krævet store erstatninger. Uløste konfliktspørgsmål er blevet forelagt den særlige internationale retsinstans i Stockholm, der behandler denne type uoverensstemmelser parter imellem. 

Domstolen kom i 2017 og 2018 med to kendelser. Den ene fastsatte, at Ukraine skulle betale Gazprom to mia. dollar i erstatning, Gazprom selv havde forlangt 37 mia. Derudover blev de obligatoriske gasleverancer efter ”take-or-pay” modellen sat ned fra 41.6 mia. til 4 mia. pr. år. Skadeserstatningerne fra Ukraine til Rusland blev beregnet til 2 mia. dollar, Gazprom havde forlangt 37 mia. Priserne på gas fra Rusland til Ukraine skulle følge de europæiske. Den anden dom fra 2018 forpligtede Gazprom til at yde Ukraine 2.6 mia. i erstatning pga. ikke-opfyldt omfang af leverancer. Som reaktion fremsatte Gazprom en ”mod-klage” til domstolen og erklærede, at Gazprom muligvis helt ville opsige eller undlade at forlænge den gældende aftale, hvis kravene ikke blev opfyldt. Naftohas selv kom med en ”mod-klage”, forlangte ekstra 12 mia. dollar i erstatning fra Gazprom.

Som sagt udløber den nuværende aftale i 2020. Rusland har fremsat en række krav. Det første går på, at Ukraine skal opgive alle krav på skadeserstatninger fra Rusland. Ukraine skal i fremtiden købe gassen direkte fra Rusland og ikke i form af ”reverse flow”. Og endelig skal Ukraine følge EU’s ”tredje energipakke” og liberalisere gasmarkedet senest ved udgangen af 2019, i den forbindelse bl.a. opdele Naftohas i tre selvstændige selskaber. Det vil også ske. Et nyt energiselskab, ”Mahistranyje Hasoprowody Ukraine” (MGU) skal efter 2020 stå for gasdistributionen. Før den ordning træder i kraft, skal det nye selskab certificeres af EU, og det kan tage tid. Derfor har Rusland tilbudt, den nuværende transitaftale for gas forlænges i et stykke tid. Også Rusland er forpligtet til at adskille gasproduktion og distribution og oprette flere selvstændige selskaber. 

Forhandlingerne om en ny russisk-ukrainsk transitaftale vil begynde i slutningen af november, Russerne forlanger, at mængde og pris skal bestemmes på auktioner, hvilket Ukraine til gengæld ikke er meget for. Ukraine forlanger en langsigtet aftale med ti års løbetid og med et transitvolumen på mellem 40 og 60 mia. m3 om året og efter ”ship.or pay” modellen, at der skal betales for en helt bestemt mængde gas (minimum 40 mia. m3) uanset efterspørgslen. Tarifferne for transit skal ikke bestemmes bilateralt, men i henhold til EU’s regler. Kravet om eftergivelse af russisk gæld afgives kategorisk.

Vigtigt for Rusland er naturligvis behovet for at ransportere gas via Ukraine efter færdiggørelsen af Northstream II og Southstream, ledningen via Sortehavet til Europa. Northstream II skal levere 55 mia. m3 på årsbasis, Southstream 31.5 mia. I 2020 vil Norhstream II kun kunne transportere halvdelen af de 55 mia. m3. De 55 mia. kan først leveres, når ledningskapaciteten er bragt op på det maksimale niveau. Når de to ledninger har fuld kapacitet vil behovet for transit af gas via Ukraine dale til 20-30 mia. om året eller langt under omfanget af de transit-leverancer, som Ukraine og EU ønsker. Gazprom er allerede begyndt at nedbringe længden af gasledningen via Ukraine (frem til 2030). 

Tyskland og Rusland har fået problemer pga. en EU-dom, der betyder at OPAL-ledningen kun kan vil kunne levere halvdelen af de planlagte mængder russisk gas til bl.a. de centraleuropæiske lande. Rusland og Tyskland er naturligt nok ikke tilfredse med dommen. Tyskland ønsker at retlige afgørelser i størst muligt omfang trækkes nationalt, i Tyskland og ikke på EU-niveau. OPAL ledningen er en forlængelse af NSI-gasledningen ned gennem Tyskland og videre i Europa. En tredje ledning, EUGAL-pipelinen, skal iflg. planen løbe parallelt med OPAL og levere gas fra Northstream II til Tjekkiet. Uden OPAL og NSI ledningerne må Rusland transportere omkring 80 mia. m3 gas via Ukraine. Først når Nortstream II og Southstream yder maksimalt kan niveauet sænkes. 

Ukraine selv gør alt for at gøre sig helt uafhængig af import af gas fra Rusland. ”Worst-Case” scenariet, at de russiske gasleverancer via Ukraine helt standser fra nytår vil, som i 2009, vil få alvorlige følger for flere EU-lande. Ukraine har opbygget meget store gaslagre for at undgå en forsyningskrise i tilfælde af et forhandlingssammenbrud. Ukraine kan også øge importen af flydende gas (LNG) fra USA. EU-kommissionen er part i de løbende forhandlinger om en aftale og vil uden tvivl, uanset at EU støtter mange af Ukraines krav, gøre meget for at få en aftale bragt i hus. 

Gazprom har brug for Ukraine for at sikre stabilitet i forsyningerne til Europa. De store gaslagre i Ukraine og sikring af høj fleksibilitet i mængden af gas via Ukraine vil øge aftagerlandenes tilfredshed, eksempelvis i tilfælde med uventet store stigninger i efterspørgslen efter naturgas. I modsat fald vil europæiske lande uden tvivl se sig om efter alternativer til import af russisk gas via Ukraine. 

Share This