Folkeafstemningerne i Ukraine passer i Putins plan
Efter folkeafstemningerne i det østlige Ukraine sidder Putin stadig med de fleste kort på hånden. Ligegyldigt hvor konstrueret valget er, så passer det som fod i hose med hans destabiliseringsplan for Ukraine.
Analyse af Peter Munk Jensen, senioranalytiker, DIIS
Ukraine: Søndagens ”folkeafstemninger” i Donetsk og Luhansk-regionerne endte til ingens overraskelse i et massivt flertal for en uafhængig ”Donetsk folkerepublik”. Arrangørerne valgte at sidde Putins opfordring til at udskyde – ikke aflyse – afstemningerne overhørig.
Putins opfordring var et ud af tre elementer i hans ”fredsinitiativ” den 7. maj 2014. De to andre er:
1) Troppetilbagetrækning fra grænsen til Ukraine. Dette er ifølge NATO ikke sket.
2) Præsidentvalg 25. maj et ”skridt i den rigtige retning”. Dette forudsætter, at Kiev indgår i dialog med besætterne i øst, hvilket Kiev kategorisk afviser. Det element har Putin heller ikke leveret på.
Men gør Putin regnebrættet op i dag, har han flere ting at glæde sig over:
1) Folkeafstemningerne har ”legitimeret” en ny forhandlingspartner for Kiev til den landsdækkende rundbordsdialog med regionerne om forfatningsreform, som Kiev vil indlede den 14. maj 2014. ”Bredt folkeligt” udtryk for voldsom utilfredshed med Kiev. Separatisterne har vist deres ”uafhængighed” af Rusland ved at sidde Putins opfordring til en udskydelse af afstemningen overhørig, og Putin kan samtidig sige: ”se, jeg kan ikke styre dem”.
Kiev har kategorisk afvist at forhandle med ”terrorister med blod på hænderne”. Selv om besætterne også har afvist forhandlinger med Kiev, ville de sikkert kunne formås til det, hvis Putin bad dem om det. Men i givet fald ville de møde med et krav om en ”føderation”, som Kiev også fuldstændigt har afvist.
Alt sammen for at Putin overfor Vesten kan påpege, at det er Kiev, der blokerer for en politisk løsning i Ukraine
2) ”Donetsk folkerepublik” indgår i Putins samlede destabiliseringsplan for det sydøstlige Ukraine. Afstemningerne skaber usikkerhed, uro og undergraver Kievs autoritet. Putin kan påstå, at ”Donetsk folkerepublik” har massiv lokal folkelig opbakning i modsætning til den ulovlige kupregering i Kiev.
3) Rusland er gradvist ved at tage kontrol med det sydøstlige Ukraine med aktiv støtte til at undergrave Kievs autoritet nationalt og internationalt. Rusland koordinerer, bevæbner, forsyner og finansierer separatisternes aktiviteter og udvider gradvist området med ustabilitet i sydøst.
4) Putin spiller for tid. Han får det til at se ud som om, han gør noget, velvidende at konflikten fortsætter og underminerer Kiev yderligere frem mod præsidentvalget den 25. maj 2014.
Efter folkeafstemningerne sidder Putin stadig med de fleste kort på hånden. Ligegyldigt hvor konstrueret valget er, så passer det som fod i hose i hans destabiliseringsplan for Ukraine. I den vestlige offentlighed og politiske ledelse vil han have sået tvivl, om det nu også er ham, der er skurken i Ukraine. Eller om ikke den dumstædige, dialogafvisende regering nu ikke også skulle se at bevæge sig som Putin har gjort.
Peter Munk Jensens analyse samt andre analyser ang. Ukraine kan læses på DIIS website. www.diis.dk