EU-lederne i ny kamp: Fra krig og Ruslands nederlag til plads ved fredsforhandlingerne

Af Ota Tiefenböck

EU: EU-lederne er i chok over at blive lukket ude af fredsforhandlingerne i Ukraine-krigen. Udtalelsen fra den særlige amerikanske udsending, Keith Kellogg på München-konferencen om, at Europa ikke skal deltage ved fredsforhandlingerne, har sendt chokbølger gennem Europa. Det er uacceptabelt mener hovedparten af de europæiske ledere, som blot for kort tid siden ikke kunne se en anden løsning af konflikten i Ukraine, end flere våben, mere krig og ødelæggelse og Ruslands absolutte nederlag. Amerikanernes beslutning er typisk amerikansk, nemlig arrogant og uden respekt, men spørgsmålet, der melder sig er, hvorvidt de europæiske ledere delvis ikke kan takke sig selv for den.

“Husk Minsk 2. Der var en gruppe europæiske ledere, og de fejlede dybt,” begrundede Keith Kellogg bl.a. sin udmelding og henviste til den såkaldte Minsk 2-aftale fra 2015, indgået mellem førende repræsentanter for Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland. Målet med Minsk 2-aftalen var et ophør af kampene mellem den ukrainske hær og pro-russiske separatister i Donbas. Det var den daværende tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Francois Hollande, der deltog ved forhandlingerne på Europas side. At aftalen ikke standsede problemerne i Østukraine, er der naturligvis mange grunde til, men at en af dem var Europas stiltiende accept af manglende overholdelse af aftalen, det er et faktum. Angela Merkel har på et senere tidspunkt meddelt, at Minsk 2 aftalen blot var en mulighed for at give Ukraine tid til at gøre sig klar til en krig. Der er en del uoverensstemmelser, hvorvidt Merkel ikke er blevet fejlfortolket, men uanset, om det er rigtigt eller ej, må europæernes deltagelse og efterfølgende virke, ved Minsk 2 aftalen betragtes som fiasko. Denne udmelding, uanset om den er rigtig eller forkert, giver dog ikke ligefrem de europæiske ledere større troværdighed.

Fredsforhandlinger var for blot få dage siden nærmest et forbudt ord i Europa. Den eneste løsning af krigen Ukraine, var ifølge en del af EU lederne Rusland nederlag. EU har siden begyndelsen af konflikten ikke bestil andet end eskalere krigen og har på ikke noget tidpunkt forsøgt sig med diplomatiske løsninger. Heller ikke under de våbenhvileforhandlinger i Tyrkiet efter krigens udbrud, hvor krigen, hvis ikke andet, kunne blive stoppet for en stund. Opfordringer til diplomati, eksempelvis fra Ungarns premierminister Viktor Orbán og senere Slovakiets Robert Fico, blev nærmest betegnet som forræderi og de to lande stemplet som prorussiske. Lidt paradoksalt, når de selvsamme ledere nu så gerne ville sidde ved et forhandlingsbord.

Samme må siges om EU ledernes blinde satsning på den tidligere amerikanske administrations tilgang til krigen og eskalering af den, som EU har bakket op om og deltaget aktivt i. Tidligere erfaringer med deltagelse i amerikanske aktioner, eksempelvis i Irak og Afghanistan, burde få klokkerne til at ringe eller i det mindste få EU lederne til at indtage en sund skepsis, ikke mindst i lyset af, at ingen vidste, hvem der kom til at overtage præsidentposten efter det amerikanske præsidentvalg. De europæiske ledere burde efterhånden vide, at deres amerikanske allierede kun forfølger deres egne interesser og mere eller mindre er ligeglade med, hvad europæerne mener. Den nuværende fredsforhandling mellem Rusland og USA, uden EU og foreløbigt også uden Ukraine, viser desuden, at de tidligere også forbudte udtryk som “proxy krig” eller “krig til den sidste ukrainer” også havde noget på sig. At krigen i Ukraine i virkeligheden er/var en krig mellem USA, under Bidens administration, og Rusland, som EU i sin blinde tro på amerikanerne, endnu engang er hoppet på.

Europa må således siges at have haft gode chancer for at spille en aktiv rolle i konflikten og endda helt forhindre den i at bryde ud. Chancerne, som de selvsamme EU ledere som nu undrer sig over ikke at blive inviteret til forhandlingsbordet, rent ud sagt har forspildt.

Den franske præsident Emmanuel Macron, som efter en del problemer på hjemmefronten, nu igen er begyndt at spille rollen, som en europæisk leder, har indkaldt europæiske ledere og NATO’s generalsekretær Rutte til et møde i Paris. Den polske udenrigsminister Radek Sikorski, som også gerne vil opfattes som en af Europas stærke mænd, sagde, at han er “meget glad for, at de vil diskutere udfordringerne fra Trump mere seriøst”. Hvad der kommer ud af dette møde, er tvivlsomt. Det er sandsynligt, at vi nu kommer til at høre en masse larm og mange stærke fagter i Europa, de fjerner nemlig også opmærksomheden væk fra de problemer, de fleste europæiske ledere også har på hjemmefronten. Ukraine, den absolut største taber i denne konflikt, vil i sidste ende formentlig alligevel blive nødt til at stole på kvaliteten af ​​den aftale, som amerikanerne kommer til at forhandle.