EU Domstolen erklærer Polens retsreform i strid med EU lovgivning

Polens højesteret Foto- Monikoska

Polen: Den polske retsreform, som nedsatte dommernes pensionsalder er i strid med EU`s lovgivning, meddeler Den Europæiske Domstol i en afgørelse mandag, skriver internationale medier.

Den polske retsreform fra 2017 nedsatte dommernes pensionsalder fra 70 år til 60 år for kvinder og 65 år for mænd. Sagen blev rejst af Europa Kommissionen, som mente, at den polske reform var i strid med EU lovgivning. Ifølge EU`s generaladvokat Evgenij Tancev var reformen kønsdiskriminerende  og desuden i strid med dommernes uopsigelighed. Den Europæiske Domstol har i sin afgørelse bekræftet denne antagelse.

Beslutningen kan få alvorlige konsekvenser for Polen, da Europa Kommissionen nu kan iværksætte sanktioner mod Polen, såfremt kommissionen skønner, at Polen ikke lever op til domstolens afgørelse.

Ifølge Polens regerende parti Lov og Retfærdighed (PiS) er regeringens retsreform et forsøg på at effektivisere polske domstole samt at gøre landet frit for postkommunisme. Ifølge premierminister Mateusz Morawiecki har en del af de polske dommere også været dommere under det tidligere kommunistiske regime. Ifølge ham skal et land opbygge sit juridiske system på baggrund af egne traditioner og forhold.

Ifølge Europa Kommissionen arbejder de polske dommere på baggrund af europæisk lovgivning, og er dermed også EU dommere. ota

Share This