Et tilbageblik på to år i Rusland

Moskva City Foto: Anders Skærlund Petersen

Af Anders Skærlund Petersen

Rusland: Fra kupeen sidder vi og kigger ud på landskabet, der stille ruller forbi mens den transsibiriske kæmper sig tættere mod Moskva, dag for dag. Jeg vil straks erkende! Jeg har snydt og er hoppet på toget fra Vladivostok i industribyen Jekaterinburg ved foden af Ural-bjergene. Det er netop dette bjergrige landskab min medpassager og jeg kigger på, da han retorisk spørger; ”Hvad mon folk laver her”? Spørgsmålet henviser til de mange landsbyer, vi kører forbi. Landsbyer, der ofte bare består af mindre træhuse med grå asbesttage og plankeværk, der som hovedregel kunne trænge til noget olie eller maling.

Vaccinebus ved banegård Foto: Anders Skærlund Petersen

Hvis min medpassager ikke ved, hvad de laver her, er jeg selvklart helt blank, han bor trods alt i regionen, men det er svært at hitte på, hvordan der tjenes til dagen og vejen. Som mig skal han til Perm, som er lidt over fem timers kørsel i tog fra Jekaterinburg – en brøkdel af turen fra Vladivostok.

Det fantastiske ved at rejse i tog i Rusland, er at man kommer hinanden ved, man taler om dit og hint med sine medpassagerer. Det varer derfor ikke længe, før han åbner op for sin kritik af magthaverne og situationen i Rusland. På hans arbejdsplads i staten, er han blevet pålagt at blive vaccineret og lønnen er lav, 16.000 rubler om måneden, nævner han. Som jeg forstår det, så får han derudover en månedlig bonus, som relativt set er en anseelig del, men som gives efter chefens forgodtbefindende. Da rejsen til Perm er en forretningsrejse, så får han 100 rubler i diæter per dag, fortæller han med et skævt smil. 16.000 rubler er lidt under 1.400 danske kroner, så de 100 rubler i diæter er i den grotesk lave ende – deraf smilet.

Foto: Anders Skærlund Petersen

Efter at have arbejdet i Rusland de sidste to år, har jeg brugt juli-måned på at rejse lidt rundt i det store land. Ovenstående samtale og de mange andre indtryk, der er kommet ind på lystavlen, har fået mig til at tænke; hvor er Rusland på vej hen? På min første rejse til Rusland i 2002, ville jeg ikke have været i tvivl. Rusland havde næsten lige fået en ny, ung og ikke mindst ædru præsident; økonomien var i fremgang og jeg var, måske lidt naivt, meget optimistisk på Ruslands vegne.

Ikke engang den naive side af mig anno 2021, tør spå om hvor Rusland er på vej hen. Størstedelen af de sidste par år, har selvfølgelig været præget af corona og så alligevel ikke. Rusland har, som med mange andre ting, valgt sin egen vej. Man startede med at proklamere at man havde styr på det, efterfulgt af en ret hård nedlukning, hvorefter det meste stort set har været åben siden, men med (få) restriktioner. Rusland godkendte med international fanfare deres egenudviklede vaccine Sputnik V tidligt, men er langt fra i mål på udrulningen – folk vil i grove træk ikke vaccineres. Nogle vil endda gerne betale for et falsk vaccine-certifikat.

Mens mange ting har været lukket i Danmark, har man kunne gå på cafe og natklub i Moskva til den lyse morgen. Og nej, det er ikke fordi, Rusland har været i sin egen sikre boble. Den triste sandhed er at alle kender nogen, der er døde af corona. Og det er nok ikke det, der er grunden til at tilslutningen til præsidenten nærmest er historisk lav, men snarere at økonomien ikke har det for godt. Priserne på basale fødevarer skyder i vejret hurtigere end lønningerne, og langt hurtigere end de statslige pensioner.

Rusland er nok mere end nogensinde, et land med flere gear. Der er Moskva, der kører på den store klinge. Der er mange af storbyerne, deriblandt Jekaterinburg hvor tingene går rimeligt godt, men der er også meget store del af Rusland, hvor udviklingen i heldigste fald er nul, da normen ofte er tilbagegang. Kontrasten mellem Moskva og Udkantsrusland har nok aldrig været større.

Metro i Moskva Foto: Anders Skærlund Petersen

Javist, jeg har da nydt at køre i Moskvas nye (el)busser og moderne metrotog med USB-stik ved hvert sæde. Jeg glæder mig da over, at fortorv og veje alle er nyrenoverede og konstant gøres rene. Ikke at forglemme byparkerne, der de senere år er forvandlet fra at være nogle træer med nogle gamle bænke til smarte parker med storslåede legepladser for både børn og voksne. Gamle fabrikker, markeder og sågar et trolleybusdepot er blevet lavet om til cafe-, bar- og streetfoodmekkaere, som er stuvende fulde med de (forholdsvis rige) unge og de smarte hver aften. Moskva er stadig hjem for nogle af Europas værste trafikpropper, men fortorvene er nu også blevet indtaget af løbehjul og budcykler. Gider man ikke eje sin egen bil, kan man tage én af de over 30.000 delebiler, der står rundt i byen.

Javist, der er ingen tvivl om at Moskva, er blevet rigtigt godt sted at bo og leve, men tiden står stadig stille udenfor kupévinduet, der, et vilkårligt sted mellem Jekaterinburg og Perm. Der er ingen tvivl om at Ruslands rige naturresurser ikke, er blevet ligeligt fordelt – og så har vi ikke engang nævnt ét ord om den endnu mere uretfærdige og omfangsrige korruption.

Jeltsinstatue i Jekateringburg Foto: Anders Skærlund Petersen

Der er bestemt mange ting, den russiske opposition kan forfølge. I Jekaterinburg findes et flot museum til ære for Ruslands første præsident, Boris Jeltsin. Alle i Rusland har en mening om Jeltsin, og de fleste er ikke særlig positive. Men på museet, et russisk stenkast (små 200 km) fra Jeltsins fødeby, findes der trods alt folk, der har noget positivt at sige. Det bemærkes hurtigt at museet intet nævner om Jeltsins hang til alkohol i rigelige mængder. Skønt vi i Vesten nok husker den side bedst, husker den almene russer nok snarere 1990’ernes kaos, der førte sult, stofmisbrug, alkoholisme og til tider også mafiaskyderier på åben gaden med sig. Midt i den suppe af, for mange, ren overlevelse var det til at overse, at der basalt set var en hidtil uhørt pressefrihed – for eksempel bragte den engelsk-sprogede og Moskva-baserede sensationsavis ”the eXile” i 1999 en forside med et billede af en fuld Jeltsin med ordene ”Die, already!” De fleste vil i en moderne kontekst nok kalde det stødende og misbrug af ytringsfrihed.

Mafiaskyderier på åben gade er væk, men ligeså er det gået med ytringsfriheden. Den er  sovet stille ind i en statsdomineret medieverden fyldt med selvcensur og økonomisk pres på de få medier, der ikke bare ”kopierer” Kreml’s pressemeddelelser. Stikket på ”the eXile” blev netop trukket da annoncørerne forsvandt, efter en meget mere sober, men stadig skarp regeringskritisk forside, mange år senere.

Det sidste års tid er jagten på frie medier, og hvad man end kan kalde den opposition, der er tilbage, blevet intensiveret så kraftigt at årene forud forekommer ret så frie. Politikeren Alexey Navalny blev forgiftet, kom på hospital i Berlin, vendte tilbage og blev smidt direkte i fængsel. De uafhængige medier Meduza, TV Rain og flere til er blevet deklareret som ”udenlandske agenter”, hvilket var lige ved at tage livet af Meduza næsten øjeblikkeligt, da annoncørerne forlod det nødstedte skib, selvom deres base lå trygt i Riga indenfor EU’s grænser. Listen er lang og de mindre fisk er også begyndt at få problemer.

I Perm Foto: Anders Skærlund Petersen

Her næsten 30 år siden Sovjetunionens sammenbrud står det rigtig skidt til med demokratiet i Rusland, hvis man da kan kalde det dette. Fundamentet for demokratiet; Grundloven er blevet udvasket og ignoreres næsten konstant af magthaverne. Ironisk nok vil det måske blive Grundloven, folk i fremtiden vil huske og måske savne Jeltsin for.

Turen til Perm er på mange måder et sigende billede for, hvad der venter Rusland i fremtiden. Man kan kun have en ide om, hvordan den ser ud. Lokomotivføreren er dog den eneste, der kan se ligefrem og han styrer hastigheden, men ikke retningen. Retningen er givet, men kan ændres radikalt på nogle sporskifter forude. Passagererne kan kun se de ting, de umiddelbart passerer forbi, men kan intet andet end at blive eller hoppe af toget i farten. Hvor skinnerne fører Rusland hen, har i generationer ikke været så uforudsigelig som nu. Mit håb er dog at hastigheden holdes på et fornuftigt leje, så toget ikke afsporer.

To år i Rusland har ikke gjort mig klogere på fremtiden, snarere tværtimod. Det eneste jeg håber ikke sker, er en ny revolution, da det ikke vil være godt for nogen – hverken Rusland, nabolandene, Europa eller resten af Verden.

Share This