Er krisen i Georgien omsider slut?

Georgisk flag Foto: Frank Miller

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Georgien: Med EU’s mellemkomst indgik Georgiens Drøm og dele af oppositionen den 19. april en aftale, der måske vil kunne føre til afslutningen på den politiske krise, der har raset i landet lige siden parlamentsvalget i oktober sidste år.

Georgiens Drøm vandt valget, men oppositionen nægtede at acceptere resultatet og boykottede derfor parlamentet. Så i realiteten har Georgien i flere måneder haft et ét-partistyre. Aftalen kom i stand på et video-møde med deltagelse af EU-præsident Charles Michell.

Michell fløj herefter den 20. april til Tbilisi for at markere aftalens indgåelse og lover at styrke EU’s relationer til Georgien. Af aftalen fremgår, at Georgien skal have nyvalg til parlamentet, dersom det regerende Georgiens Drøm får under 43 pct. af stemmerne ved det forestående lokalvalg. Aftalen indeholder også bestemmelser vedrørende det juridiske system og reformer af den centrale valgkommission.

Kun Den Forenede Nationale Bevægelse (UNM), Saakasjvili’s gamle parti, er uden for aftalen, i hvert fald indtil videre. Partiets nu tidligere leder Nika Melia sidder i fængslet beskyldt for at have animeret voldelige protester, der går tilbage til 2019. Oppositionen mener modsat regeringen, at fængslingen er politisk. Arrestationen har ført til et skifte på ministerpræsidentposten. Aftalen åbner op for en snarlig løsladelse af Melia via en amnesti eller en lignende bekendtgørelse.

Share This