Er Hviderusland på vej mod et Armenien-scenarium?

Alt tyder på, at siderne i konflikten i Hviderusland enten ikke magter eller ønsker at sætte hårdt mod hårdt. Det er tvivlsomt, om Alexander Lukasjenko overlever den nuværende krise, men det er også tvivlsomt, om oppositionen opnår en fuld sejr. Et Armenien-scenarium, hvor et nyt ansigt med Ruslands støtte overtager magten i Hviderusland, træder tydeligere og tydeligere frem i horisonten

Analyse af Ota Tiefenböck

Hviderusland: Demonstrationerne i Hviderusland fortsætter for tredje uge i træk og er blevet en slags hverdag i Hviderusland. Demonstranterne forlanger, at landets præsident Alexander Lukasjenko går af og at et koordinationsudvalg bestående af oppositionspolitikere overtager magten i Hviderusland, så der kan afholdes et nyvalg. Lukasjenko, som besvarede de første dages protester med vold og anholdelser, har på det seneste holdt sig tilbage med at bruge magt over for demonstranterne. Lukasjenko er desuden i kontakt med Ruslands præsident Vladimir Putin, som har lovet ham støtte i konflikten. Hvad denne støtte indebærer og hvor meget sikkerhed den giver Lukasjenko er dog ganske uklart.

Rusland i venteposition

Rusland ønsker hverken borgerkrigslignende tilstande eller en farvet revolution i Hviderusland; Rusland vil ikke gentage fejlene fra Ukraine eller ønsker at gøre sin indflydelse gældende ved hjælp af en militær intervention. Det ville hverken være klogt rent geopolitisk, og det vil heller ikke være klogt over for hviderusserne. Hviderusserne har nemlig generelt, og til forskel for for eksempel ukrainere, et godt forhold til Rusland og en militærintervention vil kunne ødelægge deres forhold til Rusland. Det ønsker Rusland naturligvis ikke, Hviderusland er vigtig for Rusland. Som en stødepude mellem Rusland og NATO samt som en partner, som landet deler de samme værdier med.

Derfor ønsker Rusland en slags status quo i Hviderusland. At situationen i Hviderusland falder til ro, så forholdet mellem Rusland og Hviderusland, kan fortsætte som hidtil. Altså et forhold uden nævneværdige problemer. Om Hvideruslands præsident til den tid hedder Lukasjenko eller noget andet, det er formentlig ligegyldig, så længe personen er loyal over for Rusland. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov betegnede i sidste uge valget i Hviderusland som “ikke ideelt”. Det kan tyde på, at Rusland er parat til at ofre Lukasjenko og formentlig allerede er i fuld gang med at finde sin mand i Hviderusland. Flere analytikere nævner i denne sammenhæng tidligere kulturminister Pavel Lavtusjko. Lavtusjko har været en del af regimet i Hviderusland, men betegnes af andre som en politiker med liberale synspunkter, som vil være i stand til at tale med alle parter, altså både russerne, oppositionen og Lukasjenko.

Hvad vil de demonstrerede 

De demonstrerende protesterer først og fremmest imod valgets resultat. De har betegnet valget som manipuleret og kræver et omvalg. De foreløbige krav fra oppositionen er overgivelse af magten, så der kan afholdes et nyvalg. Det er ikke første gang, at det er kommet til demonstrationer efter et præsidentvalg, men det er første gang, at demonstrationerne er så langvarige og vedholdende.

De demonstrerede bliver i medierne betegnet med en fællesbetegnelse “hviderussere”, men hvor mange hviderussere føler sig egentlig repræsenteret af de demonstrerende og af oppositionen? Det er det store og ganske afgørende spørgsmål.

De største af demonstrationerne i Minsk har samlet fra 100.000 mennesker, som skrevet af nogle medier til 250.000 mennesker skrevet af andre. Kristeligt Dagblad skriver endda “op imod en halv million”. Det er ganske store forskelle, men uanset hvilket af disse tal er det rigtige, om det er i den høje eller lave ende, er der fortsat langt til de omkring 9,5 millioner hviderussere. At en del af disse hviderussere støtter Lukasjenko er der ikke nogen tvivl om. Formentlig en ikke helt ubetydelig del.

Der er således ikke nogen, der med sikkerhed kan sige, at Lukasjenko ikke vil vinde et evt. omvalg eller for den sags skyld, at han rent regulært har vundet valget den 9.8. Valget var, i lighed med tidligere valg i Hviderusland, ganske givet manipuleret, men at mange hviderussere stemmer og har stemt på Lukasjenko, det er også ganske sikkert.

Hertil er det nødvendigt at nævne, at den hviderussiske opposition er ganske splittet og har været det i mange år samt at Hviderusland er et land uden demokratiske traditioner. Det er derfor ganske uklart, hvilken politisk linie en evt. ny ledelse vil anlægge, og hvor godt den vil kunne klare presset, som med sikkerhed vil komme fra både øst og vest.

Armenien scenarium

Ovennævnte taget i betragtning er der en løsning der træder tydeligere og tydeligere frem i horisonten i Hviderusland. Det er et såkaldt Armenien-scenarium. Nikol Pashinyan blev i 2018 Armeniens ministerpræsident efter flere måneder med protester i Jerevans gader.

Det var mere eller mindre den samme situation i Armenien, som vi ser i Hviderusland i dag. I Armenien forårsaget af, at tidligere premierminister og præsident Serzh Sargsyans skulle fortsætte på posten som Armeniens premierminister, i Hviderusland, af Lukasjenkos sjette genvalg. Den armenske revolution endte fredeligt, men Nikol Pashinyan overraskede mange, da han efter et vundet valg og overtagelsen af magten bekræftede landets tætte orientering mod Rusland og tog på statsbesøg i Rusland.

Der er ingen tvivl om, at mange hviderussere er blevet trætte af Lukasjenko og ønsker forandringer. Det er dog tvivlsomt, hvorvidt kampen mod Lukasjenko er andet end et ønske om noget nyt. Et nyt ansigt i toppen af den hviderussiske politik. Altså ikke forandringer af Hvideruslands politiske orientering, men snarere et ønske om en frisk pust i den politiske ledelse. Derudover er oppositionens ønsker på længere sigt uklare, for ikke at tale om den tidligere nævnte splittelse af oppositionen samt den manglende politiske erfaring, som præger hovedparten af oppositionspolitikerne.

Et Armenien-scenarium vil utvivlsomt være en acceptabel løsning for langt de fleste parter i konflikten. En løsning ikke alle vil være begejstrede for, men samtidig en løsning alle vil kunne acceptere, da den trods alt vil betyde en fornyelse i den rigtige retning. Nye ansigter giver nye håb. Den nye ledelse ville udtrykke sin støtte til landets orientering mod Rusland og formentlig give garantier til den snart afgående præsident Alexander Lukasjenko om ikke at risikere juridisk forfølgelse.

Det eneste problem der er tilbage er, hvor finder man en egnet person, som passer til udfylde rollen som reformator og revolutionær, og på samme tid mere eller mindre opretholder en status quo i landet. Hviderusland har til forskel til Armenien ingen Nikol Pashinyan. Der er ingen tvivl om, at russerne leder efter denne person og at den nuværende situation i Hviderusland blot er spørgsmål om tid. Den dag personen er fundet, falder der igen ro over Hviderusland og hovedparten af parterne i konflikten bliver glade og tilfredse. I hvert fald nogle år frem endnu, hvor situationen kan vise sig at være mere moden til reformer og ægte forandringer.