En polsk ekspertvurdering af den ny globale (u)orden

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Den ny ”post-Ukraine” verdensorden vil være meget forskellig fra perioden før 2024. Det fastslår Bogdan Góralckyk, polsk politolog og sinolog og tidligere polsk ambassadør i asiatiske lande i et spændende interview. Den ny orden bliver meget turbulent og usikker, siger han. Putin har kæmpet for et stor-Rusland, som skal indbefatte Hviderusland, Ukraine og dele af Kazachstan. USA har ikke glemt ønsket om at være den globale hegemon, det land der dominerer og bestemmer over andre. Et globalt USA-styret liberalt hegemoni er imidlertid helt og aldeles uacceptabelt for Rusland og Kina.

Vi står over for en langstrakt kamp, hvor styrkeforholdet mellem den ”liberale” og ”illiberale” lejr være udslagsgivende. Tre internationale institutioner kommer til at spille en central rolle, G-7, BRICS og NATO. Alle tre institutioner holdt topmøder inden for de seneste måneder. Ud over Ukraine er spørgsmålet om Taiwan og forholdet til Kina kommet endnu højere på dagsordenen. Nancy Pelosis (og andres) rejse til Taiwan viser tydeligt, at USA agter at slå hårdt til over for Kina.

Forholdet mellem USA og Kina er det værste i historien. En ny front er åbnet, Taiwan. Indenrigspolitiske forhold er meget vigtige. Krigen mod Rusland giver ikke stemmer, i USA, men det gør Kina, og ikke mindst for en person som Pelosi, der er valgt i San Fransisco, hvor der bor mange eksil-kinesere. Nogle er flygtet fra det kommunistiske styre, andre har rødder familiemæssigt i Hong Kong eller Taiwan. In sin 35 år lange politiske karriere har Pelosi forfulgt en stærkt anti-kinesisk politik, fx bekæmpet afholdelse af OL i Kina og støttet handelskrigene. Xi-Ping, Kinas leder, vil ”vise muskler” over for Vesten hjemme og over for omverdenen. 

Vigtig for balancen mellem Rusland/Kina og Vesten er Indien. Indien er en ”swing-stat”; samarbejder med USA, men har vigtige kinesiske investeringer og køber store mængder våben i Rusland.  Indonesien, verdens 4. folkerigeste stat, indtager også en vigtig position. Præsident Joko Widodo blev inviteret både til G-7 og BRICS topmødet. Det samme gjaldt Argentina, der som andre latinamerikanske lande hælder mest over mod Rusland og Kina og BRICS. Målt befolkningsmæssigt har BRICS stor overvægt. Den vestlige sammenslutning G7 har 750 mio. indbyggere,BRICS, selv uden Argentina, hele 3.5 mia.

NATO har opprioriteret Asien. I forvejen samarbejder USA, Storbritannien og Australien inden for rammerne af AUKUS.  Både Japan og Sydkorea var inviteret med til NATO-topmødet. Rivaliseringen USA og Kina er ikke blot ideologisk, bestemt også økonomisk og teknologisk, konstaterer Goralczyk. I 2018 indledte USA en handels- og toldkrig med Kina. Statistikkerne viser, at USA tabte mere på den krig end Kina.

Vendingen over mod økonomisk nationalisme begyndte under COVID-19 pandemien, men bliver formentlig endnu mere markant. I forhold til krigen i Ukraine spiller både Indien og Kina et dobbeltspil. At have en økonomisk svækket nabo mod nord (Rusland) giver visse fordele, fx lavere priser på energi og råstoffer, men et svækket Rusland kan til gengæld styrke USA militært-strategisk. Vietnam er vigtigt. Et forenet Vietnam er blevet et problem for Kina, da det kan styrke USA’s position.

Den sovjetiske ledelse bad iflg. Kissinger i sin tid USA om at forblive i Sydkorea, for at undgå en stærk nabo, et forenet Korea. Rusland ønsker et opdelt Ukraine uden de østligste områder. Kazachstan er vigtigt for Kina og Rusland økonomisk og strategisk. Burma er også vigtigt, giver Kina adgang til Det Indiske Ocean. På Balkan ser vi rivalisering ikke alene mellem USA, Kina og Rusland. Også Tyrkiet og EU er på banen