Drop al hjælp

Kommentar af Alexander Podrabinek, menneskerretighedsforkæmper, Rusland

Ukraine/Rusland: Rusland har indtaget krigsstien. Ingen overvejelser af typen ”det er ikke muligt” eller ”hvorfor det”, ændrer ikke det åbenlyse faktum, at Kreml er afhængig af militærmagt til løse internationale problemer. Vi taler ikke om problemer, hvor der ikke er andre alternativer, og et land er nødt til at benytte våben for at forsvare sin frihed og uafhængighed. Vi taler om problemer, som i den civiliserede verden bliver løst med fredelige midler, uanset om de handler om handelsmæssige, etniske, økonomiske, sproglige, diplomatiske eller endda terriotoriale krav.Kreml afviser ikke fredelige midler, men som alt tyder på regner dem for børnelege. Et modent lands svar på den type udfordringer er et militært svar.

Herfra stammer Kremls eklektiske miks af krig og fred. Krigen i Georgien i 2008 blev til under dække af ”fredshåndhævelse”. Hjælpen til det østlige Ukraine hedder ”humanitær konvoj”

280 lastbiler tog i dag (tirsdag) afsted fra Narofominsk i retning af Ukraine. Efter myndighedernes oplysninger medbringer de en last på 2000 tons, hvis indhold hverken journalister eller offentligheden må se. Om det er telte og tæpper eller morterer og grantater lastbilerne er lastet med, er ukendt. Konvojen kan uden problemer køre ind i Ukraine via den del af den ukrainske grænse, som kontrolleres af de millitante.

Det er tvivlsomt, om lastbilernes last er af humanitært karakter. Lastbilerne fik før afrejsen fjernet statslige kendemærker, men på internettet kan ses billeder af de samme lastbiler før deres mission. De bærer sorte militærkoder 76, som en særlig afmærkning af biler fra Ural militærdistrikt, og militærkode 50, som hører til Moskva militærdistrikt. Hvis bilerne var tilhørende humanitære sendinger, ville deres kode have været 18.

Selvom det skulle vise sig, at lastbilerne virkelig er lastet med humanitær hjælp og ikke militærudstyr, er den slags initiativ alligevel et udtryk for en demonstrativ kynisme, da Kremls eksport til Ukraine består af død med den ene hånd og humanitær bistand med den anden. Det er en pervers leg at være ødelægger, som ligner en frelser. Det er klart, at Ukraine siger fra over for sådan en hjælp.

Den vidt omtalte humanitære indsats skal vise den ekstraordinære storhed af den russiske sjæl og dennes ædle overbærenhed over for fjender. Denne hjernevaskelse skal få den almindelige borger fra tanken om, at Rusland optræder som agressor, men får i stedet de smukke og behagelige tanker om Ruslands særlige opofrende historiske rolle.

Uden for Rusland gør den russiske humanitære bistand ikke indtryk på nogen længere, også selvom Putin alligevel skulle trække en fredsdue fra ærmet og ikke en pistol. De dage er for længst borte, da ingen længere tror på oprigtigheden af hans hensigter.

Tilbage er at forstå, at jammer om fred ikke kan forhindre krig. Man behøver ikke kigge ind i Putins øjne for at være klar over bedragelsen. Den type selvbedrag er for dyr alle. Også for Rusland, som Putin og hans omgangskreds trækker i retning af et krigshelvede. Disse mennesker respekterer kun magt og kun anvendelsen af tilsvarende kan afværge en forestående katastrofe.

Alexander Podrabinek er russisk journalist og menneskerettighedforkæmper og sammen med blandt andre Vaclav Havel, Vytautas Landsbergis og Joachim Gauck grundlægger af en Prag Declaration on European conscience and communism. Dissident og aktivist i sovjettiden, og for sin kamp mod regimet tilbragt otte år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre i Sibirien.

Oversættelse: Ota Tiefenböck