Donbas, den frosne konflikt og de økonomiske følger

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: 7 år efter udbruddet af kampene i det østlige Ukraine er regionen hårdt mærket økonomisk. Det fremgår af en analyse i ”Emerging Europe” (16.3.2021). Der er stadig væbnede kampe og sammenstød langs med den 472 lange grænse op til de områder, separatisterne kontrollerer. Beboerne har lært at leve med det eller snarere, de er tvunget til det.

Konflikten har ramt Ukraines samlede økonomi hårdt. Regeringen i Kijev har mistet kontrollen over omfattende ressourcer. Over de sidste 7 år har 13.000 mistet livet, herunder 3.000 civile. Markedet og forsyningslinierne er hårdt ramt, og investorer holder sig tilbage. De områder der er kontrolleret af separatister holdes kun oppe takket være støtten fra Rusland.

Donbas har i nyere historie været den mest ”kosmopolitiske” del af Ukraine, fortsætter analysen. Efter opdagelsen af de store kul-forekomster. I det 19. århundrede strømmede arbejdere til fra hele Rusland, senere Sovjetunionen. Regionen blev derfor også et industrielt vækstområde.

Ukraines uafhængighed i kølvandet på Sovjetunionens opløsning kom til at koste dyrt. I årene fra 1993 til 2013 mistede Donetsk og Luhansk en stor del af befolkningen. Industri-produktionen gik markant tilbage, og de unge drog ind til de større byer, hvilket trak gennemsnitsalderen i Donbas i vejret. Regionen fik tilført mia. af dollar udefra til at holde økonomien blot nogenlunde oppe.

Før konflikten i 2014 var regionen vigtig for den ukrainske økonomi, stod for en fjerdel af den samlede eksport og 15 pct. af investeringerne. Men levevilkårene har været hårde. Levetidslængden var to år under landsgennemsnittet, udbredelsen af HIV høj, lønningerne lave, antallet at mineulykker blandt de højeste i verden og forureningen seks gange over gennemsnittet i Ukraine. Kriminaliteten var (og er stadig) tårnhøj.

Den væbnede konflikt efter 2014 fik dramatiske følger. Industriproduktionen faldt med ikke mindre end 60 pct. i Donetsk og 80 pct. i Luhansk Oblast. I 2017 var eksporten fra regionen faldet helt ned til 10 pct. af Ukraines samlede eksport. I de to oblasts er et stort antal virksomheder og miner blevet nedlukket. Arbejdsløshedstallet steg dramatisk, klart op over det nationale gennemsnit.  Store dele af Donbas er affolket. 1.4 mio. mennesker er registreret som ”internally displaced”, endnu flere er rejst til udlandet, fortrinsvist Rusland.

De virksomheder der var tilbage måtte finde nye markeder, fortrinsvist i Rusland. De russiske subsidier udbetales i kontanter. 650.000 må passere grænsen til de områder, der kontrolleres af centralregeringen i Kijev for at få udbetalt pensioner, de såkaldte ”pensionsturister”. Oven i alt dette kommer følgerne af COVID-19 pandemien. Internationale organisationer var været involveret i kampen for at få genskabt økonomisk og social og humanitær opretning i Donbas, deriblandt Dansk Flygtningehjælp.

Præsident Volodymyr Zelenskyj var i 2019 vært for Mariopol Investment Forum i bestræbelserne for at tiltrække investeringer. Det arbejde er yderligere intensiveret efter COVID-19 pandemien. Flere ”chek-points” er oprettet langs grænsen for at lette manglen på fødevarer for befolkningen. Men der er lang vej at tilbagelægge, selv om at antallet af dræbte er faldet noget takket være de indgåede våbenhviler.

Ifølge det meget anerkendte Institut for Internationale Økonomiske Studier i Wien vil en genopretning af regionen vil koste mindst 21.7 mia. dollar. Det beløb kan Ukraine selv ikke præstere. Situationen forekommer fastlåst. Det ukrainske militær har ikke kapacitet til et generobre regionen, og separatisterne foretrækker status quo frem for at blive en integreret del af Ukraine.

Holdningerne over for regionen er heller ikke særlig positive. Mange i Ukraine mener, at alle ”ordentlige” mennesker har forladt Donbas. Regeringen i Kijev har bestemt ikke hastværk, det gælder reintegration af regionen i Ukraine. Meget tyder på en lang fastfrossen konflikt.