Donald Tusk taler ud i polske medier

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I anledningen af 100-året for Polens (gen)oprettelse er i polsk presse blevet bragt et hav af interviews. Et af de mere spændende er med Donald Tusk, tidligere polsk ministerpræsident og indtil næste år EU-præsident i avisen ”Gazeta Wyborcza”. I et langt interview bevæger han sig tilbage i polsk historie og sin egen barndom og ungdom.

Blandt Polens to store politikere omkring og efter 1918, Roman Dmowski og Jozef Pilsudski har han mest respekt for sidstnævnte. Dmowski stod dengang for det etnisk ”rene” Polen og var antisemit, Pilsudski for det større og multietniske Polen. Nok så vigtigt, i interviewet holder Tusk sig bestemt ikke tilbage, når det gælder de nuværende tilstande i Europa og i hans hjemland, Polen.

Politikere og partier med ekstreme standpunkter har, siger han, beklageligvis fået mere vind i sejlene og bedre muligheder for fremgang end mere moderate og pragmatiske. En udvej kan være den ”ansvarlige populisme”, at der bliver slået på det følelsesmæssige i valgkampene og den offentlige debat, men at de demokratiske principper samtidig overholdes. Vi lever i tider, hvor følelsesmæssige argumenter ofte tæller mere end rationelle.

Valgkampene bliver stadig mere personaliserede. De politikere og partier der fører valgkamp på at neddæmpe, ikke optrappe konflikter har fået svære tider. Det er absurd, for når det gælder fx bevogtningen af EU’s ydre grænser har alle partier, også liberale og socialdemokratiske, interesse i at øge indsatsen. Bevogtning af grænser er slet ikke et ideologisk valg.

Tusk kommenterer også Rusland, og siger, måske overraskende, at truslen fra Rusland i dag ikke er militær, men ideologisk, for den stigende russiske nationalisme forstærker populismen i Europa. og Putins model behager statsledere Kaczynski og Orbán, som har den politiske magt i Polen og Ungarn. I mangel på ydre fjender (fx Rusland) finder fjender Lov og Retfærdighedspartiet fjender i Polen selv, for ”Vi contra Dem” skal opretholdes og er livsvigtigt for partiet.

Lov og Retfærdighedspartiet dyrker og misbruger historien, men partiet har selv ikke meget at være stolt af. Kun få blandt lederne, om nogen overhovedet, udførte en ”helteindsats” før 1989 i kampen mod det kommunistiske system.

Storbritanniens Brexit er et stort problem for Europa, fortsætter Tusk, men kunne være undgået. Camerons beslutning om en folkeafstemning vil gå over i historien som en af de største politiske fejltagelser. Brexit åbnede op for en ”fatal proces”, uden Brexit havde EU bedre været i stand til at håndtere problemer forbundet med migration og illiberalisme rundt om i Europa. En anden fatal fejl er Polens politik over for Ukraine, der ganske som Brexit kan få fatale følger. 

Tusk roser Frankrigs Emmanuel Macron, der tager Europas problemer alvorligt og forsøger at standse de negative tendenser. Italien er et problem, siger han, men er Italiens premierminister Giuseptte Conte dybest set værre end den ekstravagante forgænger, Silviu Berlusconi? 

Kommer vi til at opleve ”polexit”, at Polen forlader EU? Det kan ske, siger Tusk, trods alle erklæringer om det modsatte. Men David Cameron ville jo heller ikke forlade EU, tværtimod, men det kom jo ikke desto mindre til at ske. Folkeafstemningen var taktisk og udløst af konflikterne internt i hans konservative parti.  Men politikere vil jo sjældent indrømme, at de har handlet dumt og skadet deres land.  

Tusk tilslutter sig den voksende kritik af den katolske kirke i Polen. Han udtaler sig dog forsigtigt om filmen ”Kler”, der afslører den udbredte pædofili inden for kirken, Før 1989, fx da Jaruzelski i december 1981 indførte undtagelsestilstand, advarede kirkeledelsen mod blodbad og opfordrede til mådehold på begge sider. Det sker ikke i dag, i hvert fald slet ikke i samme omfang som for 40 år siden.

 Tusk bliver naturligvis også spurgt, om han efter endt præsidentskab for EU i 2019 agter at vende tilbage til polsk politik, fx stille op ved præsidentvalget i 2020. Her svarer han, at én ting er at tilkendegive sin mening om forholdene i Polen, det har han ret og pligt til, men at erklære at kandidere ved valg i Polen, ville være ensbetydende med at opgive den krævede neutralitet i rollen som EU-præsident. Om Tusk vender tilbage i polsk politik, ved vi derfor nok først om et lille års tid.