Det ungarske valg søndag, kampen om romaerne

Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Under valgkampen i Ungarn har både regering og opposition kæmpet for at få støtte ved valget fra ”kendnisser”, fx kendte skuespillere og TV-stjerner. Men kampen for at få romaernes stemmer skal ikke overses. Romaer udgør den største minoritet, et sted mellem 7 og 10 pct. af hele befolkningen.

Fidesz har henvendt sig meget direkte til denne befolkningsgruppe. Omkring nytår udsendte Viktor Orbán en video, hvor han som slogan reproducerede en kendt roma pop-sang, brugt også under partiets valgmøder. Den kendte musiker Szakcsi Lakatos slog på sloganet under en koncert og udtrykte sin støtte til Viktor Orbán. Senere kom Orbán med en ny video, hvori han mødte Kis Grófo, en de mest kendte roma musikere, ved Carmelit Klostret, på Orbáns eget kontor. Her førte de en samtale på terrassen med smuk udsigt over hovedstaden Budapest. I slutningen af videoen erklærede Grófo, at ”vi”, underforstået romaerne, støtter ministerpræsidenten (Orbán). En tredje kendt roma ”reality” stjerne Gyözo Gáspár, også kaldt ”Gyözike”, har også bakket op om Fidesz. Han deltog i partiets fredsmarch 15. marts.

Oppositionen har også forsøgt at få inddraget roma befolkningen. Marki-Zay, der er kandidat til at overtage posten som ministerpræsident efter Orbán, har forlangt, at de 6 partier i oppositionsblokken garanterer mindst 3 romaer pladser i parlamentet.  Navngivne romaer, fx János Agócs, der er præsident for det nationale roma-råd (ORÖ) har støttet oppositionen. Meningsmålinger viser, at flertallet af romaerne stemmer på Fidesz ved valget søndag. Flertallet bor i de nordlige og østlige områder af landet, hvor Fidesz traditionelt står stærkt. Mange romaer er afhængige af jobs i de offentlige arbejde projekter, som regeringen har iværksat. 

Share This