Det rigtige valg alias demonstrationerne i Rusland

Af Alexander Podrabinek

Rusland: De demonstrationer, der fandt sted over hele Rusland den 28. januar blev en klar sejr for de mennesker, der ønsker at se landet frit og demokratisk. Ikke kun fordi regeringen ikke turde at gennemføre masseanholdelser, som man havde forventet, men også fordi folk ikke var bange for politiets undertrykkelse.

Protesterne blev annonceret med navnet “vælgernes strejke” af Alexej Navalnyjs tilhængere. Der er ingen tvivl om Navalnyj betydning for at organisere disse protester, men jeg tror ikke, at hovedparten af demonstranterne er hans oprigtige tilhængere. De fleste tog til gaderne og torvene i de russiske byer, fordi de føler behov for at protestere, især skoleelever og studerende. Men selvfølgelig også på grund af det faktum, at der var en politisk kraft, der har vist et mod og var i stand til at tage et ansvar for at opfordre til deltagelse i en uautoriseret protest.

I Moskva var, tror jeg, omkring 60 procent af de deltagende ved protesten unge. Lidt mere end halvdelen af ​​alle deltagere. Der var naturligvis også mange mennesker, der traditionelt deltager i oppositionsmarcher og forsamlinger. Mennesker i forskellige aldre og i forskellige generationer. Klokken 3 samledes der ca. 4-5 tusinde mennesker på Pusjkin-pladsen, altså hvis vi ikke regner med politiets og Rosgvardias imponerende fremmøde. Hvis vi medregner dem, der har samlet sig på Sejrspladsen og gik rundt i Tverskaja, er det samlede antal deltagere på omkring 6-8.000 mennesker.

Protesterne den 28. januar i Moskva adskiller sig fra de “rigtige” forsamlinger og marcher arrangeret af den forsigtige opposition, på samme måde som et ægte liv adskiller sig fra teatralske præstationer. Denne gang var der ingen forudgående koordinering med de anti-konstitutionelle myndigheder, ydmygende visitering af demonstranterne eller de helt ubrugelige metaldetektorer. Det blev heller ikke aftalt med arrangørerne, at politifolk skulle eskortere demonstranternes kolonne. Denne gang blev protesten ikke iscenesat; den var naturlig, oprigtig og derfor overbevisende.

Den professionelle oppositions traditionelle mantra om, at folk er bange for at komme til uautoriserede protester af frygt for at blive gennembanket af politiet eller komme i 10-15 dages administrativ anholdelse, blev gjort til grin. Disse ledere af denne opposition er bange for at tage ansvar for uautoriserede protester. De bekymrer sig for politiets knipler og salatfade, og ikke for demonstranterne. Det er ikke kun fejhed, det er også beregning – en frygt for at miste image af en  politikker, man kan regne med.

Ledernes rolle ved demonstrationerne den 28. januar blev reduceret til næsten nul. Selvfølgelig ville Alexej Navalnyj, hvis politiet ikke havde tilbageholdt ham på Tverskaja, være blevet den centrale skikkelse ved protestdemonstrationen i Moskva. Dette ville have endda været ganske retfærdigt. Men selv uden ham blev protesten ikke opgivet eller mistede sin mening. Dette er meget vigtigt – protesten blev afholdt ikke for at fejre politiske ledere, men var et udtryk for hver deltagers selvstændighed og ansvar, et ønske om at protestere og sige “Nej” til egenrådighed og lovløshed.

Selvfølgelig vil politiske spekulanter aldrig forspilde deres chance for at udnytte masseprotester. Vladimir Zjirinovsky ville på Pusjkinpladsen  ikke gå glip af denne mulighed for at stille sig foran journalisternes tv-kameraer og give udtryk for hans forståelse af folkets problemer. Ksenia Sobtjak, farede til politistationen Jakimanka for at bringe mad og vand til den fængslede Alexej Navalnyj. Den mulighed vil hun ikke gå glip af. Fordi selvfølgelig havde Navalnyj’s venner ikke noget mad eller vand for den tilbageholdte, og hvem skulle ellers sørge for det, hvis ikke den medfølende præsidentkandidat! Umiddelbart i nærheden af ​​politietstationen afholdte en tv-journalist straks en improviseret pressemøde, som sikkert var det virkelige formål ved hendes besøg.

Men det er alt sammen små ting i livet. Politisk ståhej vil nødvendigvis altid ledsage enhver seriøs social bevægelse. Det er vigtigt, at protestens ånd i samfundet fortsætter, og frygten for undertrykkelse ikke har besejret ønsket om frihed. Så folk går ud på gaden, ikke fordi statsmagten har givet dem tilladelse til det eller fordi deres politiske ledere har organiseret dem, men fordi de selv ikke længere er villige til at tolerere terror, mod sig selv personligt og mod samfundet som helhed. Oppositionsledernes rolle må være det organiserende princip, at forberede protestscenen for samfundet, ikke optræde som hjælpeløse og intetsigende talere.

Måske er det 18. år et vendepunkt. Ingen ved, hvornår energien i den protesterende del af samfundet vil resonere med hele landets utilfredshed. Opositionens pligt er at skabe betingelserne for en sådan resonans. Måske kommer sådan en dag den 18 marts i år.

Alexander Podrabinek er russisk journalist og menneskerettighedforkæmper og sammen med blandt andre Vaclav Havel, Vytautas Landsbergis og Joachim Gauck grundlægger af Prague Declaration on European conscience and communism. Dissident og aktivist i sovjettiden og for sin kamp mod regimet tilbragt otte år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre i Sibirien.

Vil du støtte Alexanders journalistarbejde kan du overføre et beløb til Mr. East via MobilPay til 27129444. Vi vil sørge for, at din indbetaling kommer videre.

Oversættelse: Ota Tiefenböck